Sand.
Sand langs kysten bliver transporteret og sorteret af både dyr (i dette tilfælde sandorme) og bølger (i form af små ribber).
Sand.
Licens: CC BY SA 3.0

Sand er betegnelsen for korn af mineraler eller bjergartsfragmenter, der er mellem 0,063 mm (1/16 mm) og 2 mm i diameter. Der kan benyttes andre skalaer. De fleste sandkorn stammer fra kemisk og fysisk nedbrydning af ældre bjergarter, når de bliver blotlagt på jordens overflade eller havbunden. Sand kan også bestå af skalfragmenter og andre kalkkorn, bl.a. ooider.

Transport og modning af sand

Sand kan transporteres over store afstande af både vand, vind og is. Herved bliver sandet sorteret i forskellige størrelser, og kornene bliver gradvis mere afrundede. De groveste og mest kantede sandkorn afspejler kort transport, mens finere og mere afrundede korn er et resultat af længere transport. Vind- og bølgetransport giver en bedre sortering end transport i floder og af havstrømme.

Transporten medfører en gradvis mekanisk nedbrydning og opløsning af ustabile mineraler og bjergartsfragmenter. Der skelnes derfor mellem umodent sand med stort indhold af ustabile mineraler og modent sand domineret af stabile mineraler, specielt kvarts.

Aflejring

Det meste sand aflejres i ørkener, floder, deltaer og kystnære havområder, hvor vind og strøm er stærk nok til at flytte kornene. Sand fra deltaer og randen af kontinentalsoklen kan blive transporteret til de dybere dele af oceanerne i turbiditstrømme.

Anvendelse af sand

Sand anvendes som byggemateriale, og velsorteret sand er i mange dele af verden blevet en mangelvare. Kvartssand bruges både til fremstilling af glas, som slibemiddel og ved fremstilling af kemikalier. Under særlige forhold kan sandet indeholde værdifulde mineraler.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig