orogenese

Orogenese, geologisk udtryk for den samlede virkning af de tektoniske, metamorfe og magmatiske processer, som er aktive under en bjergkædefoldning. De ændrer jordskorpens strukturelle opbygning og sammensætning og får langstrakte øbuer, foldebælter og bjergkæder (orogener) til at vokse op af havet.

De orogene processer har haft afgørende indflydelse på Jordens geologiske udvikling de sidste ca. 4 mia. år. Nogle orogeneser varede kun 2-10 mio. år, andre over 100 mio. år, fx Grenvilleorogenesen og de kaledoniske, hercyniske og alpine foldninger. I nogle områder har der været længerevarende, rolige (anorogene) perioder mellem foldningerne. De orogene processer anses i dag for at være pladetektonisk betingede. De er knyttet til Jordens konvergente pladegrænser, hvor modsatrettede pladebevægelser fører oceanisk lithosfære fra én plade skråt ned i dybe subduktionszoner, mens den ovenliggende plade ændres af bjergkædedannende processer. Pladekonvergens ledsages af kraftig seismisk aktivitet, se pladetektonik.

Bjergkædefoldninger i den øvre plade medfører, dels at marine sedimenter og nyaflejret flysch bliver deformeret og foldet, dels at der ved overskydning opstår tektoniske bælter, og dels at der udvikles deformationsstrukturer i skifre (slate og schist) og i gnejser. På større dybde dannes migmatit og granulitfaciesbjergarter, se metamorfose. Opstigende kalk-alkalint magma danner batholither og giver ophav til voldsom vulkanisme, fænomener, som viser, at bjergkædefoldning og subduktion er nært koblede processer. Ophører pladekonvergensen, ebber de orogene processer ud, og isostatisk betinget hævning løfter foldebjergene over havniveau. Nedbrydningsmaterialet fra de voksende kæder aflejres i tilgrænsende fordybsbassiner som molasse.

Er der under orogenese dannet meget dybe skorperødder, vil trykket udløse faseomdannelser, som efterhånden omdanner dem til eclogit og andre tunge bjergarter, der virker som ballast og bremser hævningen. Er skorperødderne så dybe og tunge, at de "flækker af" og synker mod dybet, erstattes de af opstigende basisk magma, som breder sig ud og størkner under den resterende skorpe (mafic underplating). Tab af skorperødder medfører, at bjergkæden hæves så hurtigt, at den ikke kan bære sin egen vægt, men skrider ud til siderne langs svagt hældende udglidninger (orogent kollaps). Derved kan kraftigt omdannede bjergarter løftes op og blive frilagt ved overfladen (metamorfic core complexes).