.
Licens: Brukerspesifisert

YouTube er et internationalt internetsite, hvor brugere har mulighed for videodeling og videostreaming; grundlagt i 2005 af Steve Chen (f. 1978), Chad Hurley (f. 1977) og Jawed Karim (f. 1979). YouTube har hovedkvarter i Californien og har siden 2006 været ejet af Google Inc.

YouTube er det største site for videodeling og et af de ti største internetsites i verden. Mere end 1 milliard unikke brugere besøger hver måned YouTube (2013), og der vises 6 milliarder timer video om måneden. YouTube-sitet findes på mere end 60 sprog, bl.a. dansk.

Der har fra begyndelsen i 2005 været problemer med, at videomateriale, som er ophavsretligt beskyttet, har været vist på YouTube. Skønt virksomheden gør en stor indsats for at forhindre, at materiale bliver misbrugt, har det til dato ikke været muligt at komme problemerne til livs.

En række af de medieselskaber, hvis ophavsret er blevet krænket, har i stedet for at bekæmpe krænkelserne besluttet sig for at benytte YouTube som del af deres strategi, og de udgiver nu selv en del af deres materiale på sitet. En lang række virksomheder, organisationer og institutioner anvender i dag YouTube til professionel kommunikation, heriblandt det engelske kongehus og det danske statsministerium.

Det forventes, at YouTube og lignende videotjenester på internettet bliver en væsentlig konkurrent til tv-mediet, da computere og mobiltelefoner, særligt smartphones, i større udstrækning vil blive brugt til at formidle nyheder og underholdning. Videotjenesterne vil være mere fleksible, da brugerne kan se det, de vil, når de vil, og med et langt bredere udvalg af indhold.

Se også Facebook og Twitter.

YouTubes hjemmeside

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig