Lødighed, finholdighed, indholdet af ædelmetal i en sølv- eller guldlegering og dermed et udtryk for dens relative værdi. Sølvlegeringer til smykker, dekoration og bestik betegnes endnu ofte med navne eller mærker, der angiver lødigheden, fx sterlingsølv med 92,5% og tretårnet sølv med 83% sølvindhold. Guldlegeringers lødighed udtryktes tidligere i karat (fireogtyvendedele). I dag foretrækkes direkte angivelse af lødigheden i tusindedele (promille): Sterlingsølv mærkes 925 (eller 925S), 18 karat guld 750 og 14 karat guld 585. Som finsølv, hhv. finguld, betegnes de rene metaller med mere end 999 ‰ lødighed.

Faktaboks

Etymologi
1. led af ordet lødighed kommer af mnty. lödich, afledt af lot 'lod' om vægtenhed.

I mineindustrien er lødighed en koncentration af det stof, man er interesseret i. Den måles i forskellige enheder, vægtpct., g/t, ppm (= g/t) m.m. Lødigheden er nøglen til udregning af malmreserver og vurdering af malmes metalværdi. En forekomst med lav lødighed kan ofte udnyttes, hvis den er stor og ligger nær overfladen. Ved høje lødigheder kan mineraler tit brydes fra mindre forekomster og i underjordiske miner.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig