Kroneethere, ringformede (cykliske) ethere; struktur: (−CH2CH2O−)n, hvor n er et helt tal. De betegnes fx 18-krone-6, hvilket betyder, at der i ringen er 18 atomer, heraf 6 oxygen. Det hulrum, der er i midten af molekylerne, har en sådan størrelse, at metalioner kan være i det, således at der dannes et metalkompleks med en upolær overflade; 18-krone-6 har netop plads til en kaliumion. Dette kan fx anvendes til at bringe salte i opløsning i upolære opløsningsmidler som fx benzen eller til at skelne mellem ioner af forskellig størrelse. Virkningen af visse antibiotika beror på dette.