blegning

Blegning, fjernelse af uønsket grålig eller gullig farve hos både naturlige og syntetiske stoffer. Ældst er blegning af tekstiler vej hjælp af Solens lys (græsblegning). I takt med den kemiske industris udvikling blev kemikalier anvendt til blegning, især frit klor, opløsninger af klorkalk og opløsninger af hypokloritter.

Ved blegning af tekstil eller papirfibre skal de farvede forbindelser nedbrydes eller omdannes, uden at fibrene bliver ødelagt. Der benyttes oftest oxiderende, men også reducerende kemikalier (svovldioxid hhv. natriumdithionit).

Til tekstilfibre (også syntetiske) anvendes i dag mest hydrogenperoxid (brintoverilte). I papirindustrien blev der tidligere brugt klor efterfulgt af en alkalisk ekstraktion, men mere miljøvenlige blegemidler som klordioxid, hydrogenperoxid og ren ilt i forskellige kombinationer har vundet frem. Endelig anvendes ozon, som produceres på stedet, ligesom der eksperimenteres med brug af enzymer.

Også naturstoffer som træ, børster, ben og perlemor bleges. Flydende stoffer, fx olier, kan bleges med blegejord eller aktivt kul, som adsorberer de farvede urenheder.

Vaskemidler indeholder ofte blegemidler, især perborater og percarbonater, som frigiver hydrogenperoxid. Et optisk blegemiddel er et stof, som pga. sin blå fluorescens får gullige stoffer til at se hvide ud. Tidligere brugtes blånelse, som kunne være ultramarin. Se tekstilforædling.

I levnedsmiddelteknologi er blegning fjernelse af farvede stoffer som carotenoider og klorofyl under raffinering af spiseolie. Det gøres ved behandling med blegejord eller en kombination af blegejord og aktivt kul. Se også levnedsmiddelteknologi.