Faktaboks

Ole Borch
Født
7. april 1626
Død
13. oktober 1690

Ole Borch, Oluf Borch, 7.4.1626-13.10.1690, dansk polyhistor, filolog, kemiker, læge og botaniker. Han deltog tappert i forsvaret af København 1658-59. Ole Borch blev i 1660 professor i filologi og ekstraordinær professor i botanik og kemi. I årene 1660-66 foretog han en studierejse til Holland, England, Frankrig, hvor han i Angers blev dr.med., samt til Italien, hvor han studerede filologi. Tilbage i København genindtrådte han i sine professorater og blev i 1667 udnævnt til hoflæge.

I 1678 iagttog han, at svovl og trækul opvarmet med salpeter i en lukket retort kan brænde, hvorimod salpeter ikke selv er brændbart. Heraf drog han den slutning, at salpeter måtte indeholde "små partikler, der puster brand i det brændbare". Så nær var Ole Borch ved at opdage oxygen og den rette forklaring på forbrændingsprocessen. Først et århundrede senere (1774) opdagede J. Priestley grundstoffet ilt.

Ole Borch forblev ugift og testamenterede sin betydelige formue til oprettelsen af Borchs Kollegium i København.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig