Farvestoffer er intenst farvede forbindelser, der især anvendes til farvning af tekstiler og malevarer. Der skelnes mellem farvestoffer og pigmenter: Farvestoffer er opløselige, pigmenter er uopløselige i det opløsningsmiddel, hvori de anvendes. Grænsedragningen er dog vanskelig for organiske pigmenter, idet deres opløselighed ofte er afhængig af temperatur og opløsningsmiddel. Således anvendes ordet farvestof ofte om både de opløselige og de uopløselige farvestoffer — pigmenter.
Stoffernes farver beror på lysabsorption i den synlige del af lysspektret. Fx er et rødt farvestof en kemisk forbindelse, hvis molekyler absorberer alt andet lys end rødt, således at kun rødt lys kastes tilbage fra stoffet (hvide farvestoffer tilbagekaster alt lys, sorte absorberer alt lys). Lysabsorptionen i organiske forbindelser beror på stoffets kemiske sammensætning, og en nødvendig forudsætning for lysabsorption er tilstedeværelse af umættede atomgrupper i stoffets molekyler, såkaldte kromoforer, fx azo-, nitroso- og ketogrupper (hhv. −N=N−, −N=O og =C=O). Et stofs anvendelse som farvestof beror endvidere på dets evne til at blive bundet til det materiale, som ønskes farvet, fx ved adsorption eller kemisk reaktion.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.