Aktiveret kompleks, i en kemisk reaktion det stadium mellem udgangsstoffer og reaktionsprodukter, som har den højeste potentielle energi. En kemisk reaktion forløber således, at den potentielle energi til ethvert tidspunkt er mindst mulig, og det aktiverede kompleks svarer til den højeste potentielle energi under reaktionsforløbet. Det er karakteriseret ved, at nogle kemiske bindinger er ved at brydes, mens andre er ved at dannes. Dannelse og henfald spiller en central rolle i visse teorier for kemiske reaktioners hastighed.