Dispersionskræfter, London-kræfter (efter F. London), vekselvirkninger mellem uladede og upolære molekyler og atomer. Dispersionskræfter er de svageste af de kræfter, som binder atomer sammen til molekyler og molekyler sammen indbyrdes, og er den vekselvirkning, der holder de fleste molekyler sammen i væskefasen. Den svage binding, der ofte benævnes en van der Waals-binding, har en bindingsenergi, som er af størrelsesordenen 1 % af en typisk covalent binding. Sammen med den noget stærkere hydrogenbinding mellem polære molekyler udgør dispersionskræfter de intermolekylære kræfter.

Tiltrækningen i dispersionskræfterne kan forklares ved, at en øjeblikkelig ladningsforskydning i ét molekyle forårsager en lille ladningsforskydning i et andet molekyle, og disse to ikke-symmetriske ladningsfordelinger vil tiltrække hinanden pga. attraktive elektriske kræfter.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig