Hybridisering, begreb, som anvendes i den kemiske bindingsteori. Det beskriver en blanding af atomorbitaler (se orbital), som har den karakteristiske egenskab, at de blandede orbitaler peger i bestemte retninger i rummet. I modsætning til fx s-orbitaler, hvor sandsynligheden for at finde en elektron er den samme i alle retninger af rummet, er sandsynligheden for at finde elektronen i hybridorbitaler størst i de molekylære bindingsretninger. Disse orbitaler er derfor særlig velegnede til at beskrive molekylær binding. Dette udnyttes i den såkaldte valensbindingsteori, der udvikledes i 1930'erne, først og fremmest af L. Pauling.

Hybridorbitaler er blandinger af s-, p- og d- orbitaler. De eneste orbitaler, som stadig anvendes i nævneværdigt omfang, er de klassiske sp-, sp2- og sp3-orbitaler. En spndm-orbital består af s-, p- og d- orbitaler i forholdet 1:n:m, og en sp3-orbital har således 25% s-karakter og 75% p-karakter. Vinklen mellem de to sp-hybridorbitaler er 180°, og disse bruges derfor til at beskrive bindingsforholdene i lineære molekyler som fx kuldioxid (CO2). Vinklen mellem de tre sp2- og de fire sp3-hybridorbitaler er henholdsvis 120° og 109,5°. Derfor bruges sp2-hybriderne for plane molekyler som fx ethen (C2H4), hvorimod sp3-hybriderne er byggestenene i en orbitalbeskrivelse af tetraederiske molekyler som fx methan (CH4).

I biologien er hybridisering dannelsen af en hybrid (krydsning). Endvidere er det betegnelsen for en molekylærbiologisk teknik, hvor to enkeltstrengede DNA- eller RNA-molekyler ved en specifik baseparring mellem komplementære rækker af nukleotider danner et stabilt dobbeltstrenget molekyle. Dette kan bestå enten af to DNA-strenge, to RNA-strenge eller en DNA- og en RNA-streng. Se DNA-analyse og in situ-hybridisering.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig