Kunstgødning er stoffer, der erstatter eller supplerer husdyrgødning ved gødskning af agerjord. Kunstgødning finder anvendelse både som fast stof, flydende stof (ammoniak) og som opløsninger. Disse kan eventuelt være under tryk. Der er af klimatiske, økonomiske og historiske grunde store forskelle mellem anvendelsesmønstrene i forskellige områder.

Udbredt brug af kunstgødning blev først almindelig i 1800-tallet, da man fik kendskab til, hvilke kemiske stoffer der kunne øge jordens næringsværdi. De ældste kunstgødninger var naturprodukter som pulveriserede ben, chilesalpeter og guano. Fra sidste halvdel af 1800-tallet opbyggedes en kemisk industri, som gjorde det muligt at producere kunstgødning ud fra uorganiske stoffer. Fx kalksalpeter med luftens kvælstof og ilt samt kalk som råvarer, ammoniumsulfat (biprodukt ved fremstilling af kulgas) og superfosfat, der fås ved behandling (oplukning) af råfosfat med svovlsyre. I dag er den vigtigste kilde til kvælstof (N) syntetisk ammoniak, mens fosfor (P) og kalium (K) stadig kommer fra henholdsvis råfosfat og kaliumklorid.

Da afgrøderne behøver andre næringsstoffer end N, P og K, findes der en række gødninger, som indeholder større eller mindre mængder af kalk og sulfat og forbindelser af jern, mangan, kobber, zink, bor og molybdæn. Fra naturgødning frigives næringsstofferne langsomt. Det efterlignes i langtidsvirkende kunstgødning, hvor gødningsstofferne enten er coatede eller kemisk bundne (urinstof-aldehyd-kondensater).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig