antimon

Antimon findes sjældent som rent metal i naturen, men undertiden sammen med andre metaller, fx sølv i legeringer. Antimon forekommer hyppigt i et stort antal svovlforbindelser, mindre hyppigt i mineraler med ilt. De to almindeligst forekommende og økonomisk vigtigste mineraler er spydglans (stibnit) og tetrahedrit.

Ubetydelige mængder antimon udskilles tidligt under størkningsforløbet af basaltisk magma sammen med blandt andet Fe, Ni, S og Cu i nikkel-magnetkis-mineraliseringer. Her dannes mineralet stibiopalladinit, Pd₅Sb₃, der hyppigt forekommer sammen med platinmineralet sperrylit, PtAs₂. Antimon udskilles endvidere som antimonmineraler i hydrotermale årer, hvor det indgår i komplekse sulfidmineraler og sulfosalte eller opløses som en underordnet bestanddel i andre sulfider, fx i blyglans. Ved overfladeforvitring af antimonholdige mineraler opstår forskellige iltholdige antimonforbindelser, fx senarmontit, Sb₂O₃.

Antimon udvindes fortrinsvis fra hydrotermale forekomster, oftest som biprodukt fra brydning af malme med bly, sølv og kobber. Kina er den vigtigste leverandør.

Antimon spiller en vigtig rolle som tilsætning (mikrolegeringsstof) i specielle kobberlegeringer og i støbejern. Større mængder antimon indgår som legeringsbestanddel i talrige bly- og tinlegeringer, hvor det virker hærdende (styrkegivende): i hvidtmetal (lejemetal til glidelejer), i Britanniametal (pewter, til tinprodukter), i blyhagl og i loddetin. I akkumulatorbly, som repræsenterer den største anvendelse af antimon i legeringer, er forbruget dog beskedent, idet akkumulatorbly i udstrakt grad bliver genvundet og brugt til nye akkumulatorer med det tilstedeværende antimonindhold. Typemetal (bogtrykmetal) og kabelbly, der tidligere indeholdt forholdsvis store antimonmængder, er i dag uden betydning. Teknisk udvindes antimon især af spydglans, ved ristning til antimonoxid og efterfølgende reduktion med kul i små ovne; eller ved direkte reduktion af sulfidet med jernskrot (jernspåner). Der udvindes omkring 130.000 ton pr. år, og det anvendes hovedsagelig til fremstilling af antimonforbindelser.

Hovedtyperne er antimon med oxidationstrin +3 og +5 samt antimon med oxidationstrin -3, som bedst kendes i intermetalliske forb., fx Na₃Sb, natriumstibnid.

Antimon(III)sulfid, spydglans, Sb₂S₃, som allerede i oldtiden blev anvendt til kosmetik, anvendes i dag (1993) især i tændstikker samt til fremstilling af antimon. Antimon(V)sulfid, Sb₂S₅, kan i ren form kun fremstilles med stor vanskelighed; et præparat af omtrentlig samme sammensætning kendes under betegnelsen "guldsvovl". Det indeholder overvejende Sb₂S₃ og svovl og anvendes hovedsagelig som et rødt pigment. Tidligere anvendtes det i stort omfang til vulkanisering af gummi. En veldefineret antimon(V)-forbindelse er natriumthioantimonat, (Schlippes salt), Na₃SbS₄∙9H₂O.

Antimon(III) danner forbindelser af typen SbX₃, hvor X kan være et af halogenerne fluor, klor, brom eller jod. De er alle let smeltelige krystallinske stoffer, der let reagerer med vand. Antimon(III)klorid, SbCl₃, kaldet antimonsmør, fremstilles ud fra spydglans ved reaktion med saltsyre. Antimon(V) danner med fluor og klor halogenforbindelserne SbF₅ og SbCl₅, der begge er væsker. Dog kendes komplekse bromforbindelser, hvor antimon har oxidationstrin +5, fx kaliumhexabromoantimonat(V), KSbBr₆.

Oxygenforbindelser. Med oxygen dannes antimon(III)oxid, Sb₂O₃, og antimon(V)oxid, Sb₂O₅. En forbindelse med formlen Sb₂O₄ er også kendt. Antimon har her tilsyneladende oxidationstrin 4. Detaljerede undersøgelser viser imidlertid, at stoffet indeholder lige store mængder antimon med oxidationstrin +3 og +5. En vigtig antimon(V) forbindelse er kaliumantimonat(V), KSb(OH)₆, der er relativt letopløselig i vand. Kaliumantimonat(V) kan benyttes til udfældning af natrium, da natriumantimonat i modsætning til næsten alle andre natriumsalte er tungtopløseligt i vand. Antimon optræder for det meste med oxidationstrin +3, og antimon(III) danner salte med oxygenholdige syrer som fx svovlsyre, fosforsyre og salpetersyre. Disse salte kan kun dannes i ret koncentrerede opløsninger af de nævnte syrer. Fra svagt sure opløsninger danner antimon(III) fortrinsvis forbindelser, hvis sammensætning tidligere blev formuleret ud fra den antagelse, at de indeholdt gruppen SbO⁺. Denne type stoffer, som kun er lidt opløselige i vand, kaldtes tidligere antimonylforbindelser (fx antimonylklorid, SbOCl). Eksistensen af SbO⁺-ionen er imidlertid ikke konstateret. Antimonforbindelser var en tid stærkt anvendte som lægemidler, et eksempel på brugen i medicinen er kaliumantimonyltartrat, KSbC₄H₄O₇∙¹/₂H₂O, brækvinsten, der stadig finder anvendelse som brækmiddel.

Hydrogenforbindelser. Den giftige, ustabile luftart stiban (SbH₃) kan fremstilles ved reaktion mellem magnesiumstibnid, Mg₃Sb₂, og saltsyre.