Under normale omstændigheder udgøres langt størstedelen af energiomsætningen hos mennesket af oxidative omsætninger (forbrændinger) af kroppens depoter af fedtstof, kulhydrat og (i mindre grad) protein. Det hertil hørende forbrug af ilt, iltoptagelsen, måles som forskellen mellem iltindholdet i indåndings- og udåndingsluften og udgør for et voksent menneske i hvile omkring 250 ml per minut.
I forbindelse med muskelarbejde kan iltoptagelsen forøges 10-20 gange, mest hos fysisk trænede, og den maksimale iltoptagelseshastighed anvendes ofte som mål for den fysiske kondition (kondital). Forøgelsen forudsætter en forøgelse af vejrtrækningens dybde og frekvens (hvorved blodet i lungekredsløbet tilføres mere ilt), en forøgelse af blodets cirkulationshastighed (hjertets minutvolumen) samt en større gennemblødning af og udnyttelse af blodets iltindhold i de arbejdende muskler. Det er evnen til forøgelse af hjertets minutvolumen, der bestemmer, hvor meget iltoptagelsen kan øges. Ved træning forøges hjertets slagvolumen (udpumpet volumen blod per slag), men ikke frekvensen. Efter træning fås derfor ved samme arbejdsbelastning (og deraf følgende iltoptagelse) lavere hjertefrekvens, hvilket kan anvendes som effektmål for træningen.
Den optagne ilt skal transporteres fra åndedrætsorganerne til de iltforbrugende væv. Mens vævenes forsyning af ilt til oxidative stofomsætninger (forbrænding) hos små organismer ofte kan klares ved diffusion af ilt fra omgivelserne (vand, luft), kræver hos større dyr især muskelvævet så store tilførsler af ilt, at specielle transportsystemer er nødvendige.
Hertil tjener i første række blodcirkulationen, hvorved væske, som har optaget ilt i respirationsorganerne, bringes til at gennemstrømme de iltforbrugende vævs net af hårkar (kapillærer). Hårkarnettet er (eller bliver ved rekruttering (åbning) af yderligere kapillærer) så finmasket (100-200 um), at tilstrækkelige mængder ilt kan transporteres fra karrene til vævscellerne ved diffusion. Ilt diffunderer let gennem såvel vævsvæske som kar- og cellevægge. Selve den væske, der cirkulerer, kan imidlertid højest indeholde omkring 5 ml ilt per liter, når den er i ligevægt med atmosfæreluft, mens vævene fx hos mennesket i forbindelse med muskelarbejde optager op til 150 ml ilt per liter af det blod, der gennemstrømmer vævene.
Hos højere dyr er det blodets indhold af hæmoglobinholdige røde blodlegemer (erythrocytter), der sikrer blodet en tilstrækkelig transportkapacitet, nemlig ca. 200 ml per liter blod ved normalt indhold af erythrocytter og hæmoglobin. Hæmoglobinmolekylerne kan hver binde fire molekyler ilt. Dette sker på en sådan måde, at hæmoglobinet kan mættes ved det ilttryk, der normalt findes i omgivelserne, hos mennesker i lungeluften (svarende til 100 mm Hg), men igen kan afgive den bundne ilt i vævene ved dér forekommende ilttryk (ca. 0-5 mm Hg i fx arbejdende muskler).
Hæmoglobinets iltbindingsevne mindskes af kuldioxid fra forbrændingen, hvorved afgivelsen af ilt til den selv samme forbrænding altså fremmes (den såkaldte Bohr-effekt). Ud over ilt er de røde blodlegemer i stand til at binde kuldioxid ved en hæmoglobinafhængig proces. Denne binding fremmes, når hæmoglobinet afgiver ilt (Haldane-effekten). Pga. dets hæmoglobinindhold begunstiges således blodets afgivelse af ilt og optagelse af kuldioxid, når det passerer metabolisk aktive væv. Tilsvarende, men modsat rettede processer foregår ved passagen gennem lungekredsløbet. Se også respiration, blod og blodkredsløb.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.