Natrium er grundstof nr. 11, placeret i det periodiske systems 1. gruppe med atomtegn Na. Natrium, der er et af alkalimetallerne, er et sølvhvidt, blødt og let metal. Det reagerer ofte eksplosivt med luftens ilt under dannelse af natriumoxid og især natriumperoxid (hvorfor natrium ofte har en hvid overflade) og med vand under dannelse af natriumhydroxid og brint. Natrium opbevares uden tilgang af ilt og vand, ofte under petroleum.
Faktaboks
- Etymologi
- Ordet natrium kommer af natron og -ium til betegnelse af grundstof.
- Også kendt som
-
Engelsk sodium
Natriumforbindelser har været kendt og benyttet i hele menneskehedens historie. Oldtidsmenneskene må have opdaget forskellen mellem saltvand og regnvand, og de må have set de hvide krystaller, der dannes, når vandet blev afdampet fra saltvandet.
I 1702 skelnede G.E. Stahl mellem to slags alkali: naturligt alkali (natriumcarbonat) og kunstigt alkali (kaliumcarbonat). Henri L. Duhamel du Monceau (1700-82) opdagede i 1737, at der er forskel på de to alkaliers krystalform. I 1858 opdagede A.S. Marggraf, at der er forskel på de to alkaliers flammefarver. Den ene er gul, den anden lavendelfarvet. Opdagelsen kom altså gradvis.
I 1807 lykkedes det for H. Davy at fremstille de frie metaller af alkalierne ved hjælp af elektricitet. Det, han vandt af det naturligt forekommende soda, kaldte han for sodium, og det, han fik af den kunstige potaske, kaldte han potassium. Navnene bruges fortsat på engelsk, men de er ved at blive fortrængt af natrium (af natron) og kalium (af alkali). Nogle historikere anfører Davy som grundstofopdageren og fastsætter opdagelsesåret til 1807, andre anfører Georg Stahl og 1702 som året.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.