Technetium er grundstof nr. 43 og er placeret i det periodiske systems 7. gruppe. Det har atomtegn Tc. Technetium er et sølvhvidt metal, og der kendes kun radioaktive isotoper. Grundstoffet kan fremstilles af kaliumpertechnetat, KTcO4, ved reduktion med brint, og i forbindelser optræder det med oxidationstal fra +4 til +7.

Faktaboks

Etymologi
Ordet technetium kommer af græsk technetos 'kunstig'.

Isotopen 99m Tc har fundet anvendelse som radioaktivt lægemiddel.

Fakta om technetium

Egenskaber
Nummer 43
Atomtegn Tc
Navn technetium
Relativ atommasse 97,9 (98Tc)
Densitet 11,5 g/cm3 (20 °C, estimeret)
Smeltepunkt 2172 °C
Kogepunkt 4877 °C
Opdagelse 1937 (E. Segrè og C. Perrier)

Opdagelsen af technetium

I 1925 meddelte opdagerne af grundstoffet rhenium fejlagtigt, at de samtidig havde opdaget grundstof nr. 43, som de kaldte for masurium. Først i 1937 påviste E. Segrè og C. Perrier grundstof nr. 43 i en molybdænplade, der var blevet udsat for bestråling med kerner af tung brint (deuterium), og de gav det navnet technetium. Det var det første kunstigt fremstillede grundstof.

I 1940 blev det opdaget, at der dannes technetium ved spaltning (fission) af urankerner.

Medicinsk anvendelse

Technetium-isotopen 99mTc er meget anvendt i nuklearmedicin. Halveringstiden af 99mTc er blot 6 timer, så stoffet kan ikke opbevares fra dag til dag på afdelingerne. I stedet får afdelingerne på ugebasis leveret en såkaldt technetium-generator. Technetiumgeneratoren indeholder en radioaktiv isotop af molybdæn (99Mo), som henfalder til 99mTc, som høstes fra generatoren. Det radioaktive 99Mo dannes som biprodukt ved uranspaltning.

Technetium i naturen

I jordskorpen forekommer technetium i uhyre ringe mængde som resultat af spontan fission af uran. Visse kæmpestjerners absorptionsspektre viser, at der dannes technetium ved kerneprocesserne i stjernernes indre.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig