Zink optræder i forbindelser med oxidationstrin −2 i form af zinkhydrid, ZnH2, og i form af organometalliske forbindelser af typen ZnR2, hvor R er et alkyl, fx methyl (CH3−) og ethyl (C2H5−). Det mest almindelige oxidationstrin er imidlertid +2, hvori zink optræder i en række salte som fx ZnX2, hvor X kan være et halogen (fluor, klor, brom eller jod). Andre typer er zinksulfat, ZnSO4, den citrongule malerfarve zinkchromat (zinkgult), ZnCrO4, og zinknitrat, Zn(NO3)2. Zinkoxid, ZnO, findes i naturen som mineralet zinkit. Zinksulfid, ZnS, findes i naturen i to krystalformer: zinkblende og wurtzit.
Zinkionen er i sine forbindelser omgivet af fire naboatomer i tetraedrisk koordination. Dette gælder også i forbindelser som zinkoxid og zinksulfid, hvor der ikke er molekyldannelse. Zinkionen, Zn2+, fældes som zinkhydroxid, Zn(OH)2, af svag base. I stærk base opløses zinkhydroxid under dannelse af zinkationer, Zn(OH)42-. Zinkionen danner mange komplekser, fx med ammoniak, og kan binde op til fire ammoniakmolekyler. Andre typer af kompleksdannere er polyaminer, fx ætylendiamin, og aminosyrer, fx glycin.
Zink indgår uden veldefineret oxidationstrin i mange intermetalliske forbindelser. En af de mest kendte er messing, hvor zink sammen med kobber danner flere ikke-støkiometriske forbindelser med omtrentlige sammensætninger som fx CuZn og CuZn2.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.