Dobbeltsalte, veldefinerede krystallinske forbindelser, der er sammensat af to salte, som kan eksistere enkeltvis. Et eksempel er alun, kaliumaluminiumsulfat, KAl(SO4)2∙12H2O, der kan udfældes fra vandige opløsninger af kaliumsulfat, K2SO4, og aluminiumsulfat, Al2(SO4)3. Ved opløsning i vand danner alun en blanding af de to salte.

Betegnelsen bruges dog også om tungtopløselige forbindelser, hvor reaktioner mellem de indgående komponenter ikke er så enkle som ved alun. Eksempler er dolomit, calciummagnesiumcarbonat, CaMg(CO3)2, og dobbeltoxidet calciumtitanoxid, CaTiO3, der nok kan dannes ved sammensmeltning af calcium- og titanoxid, men som ikke kan opløses i vand til gendannelse af komponenterne.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig