Ild. Ildstål med oprullede ender fra vikingetiden, fundet ved Tissø i Vestsjælland. Ved at slå en flintesten mod stålet frembragte man en gnist til antænding af en svamp.

.

Ild, forbrænding, som foregår under afgivelse af energi som varme og lys. Forbrændingen kræver et brændbart stof, brændslet, og tilførsel af ilt fra atmosfæren. Under forbrændingen udvikles der fra visse brændsler, fx træ, brændbare gasser, som antændt viser sig som flammer. Andre brændsler, fx trækul, brænder uden flamme. Et brændsel skal opvarmes til antændelsestemperatur, for at reaktionen mellem ilt og brændsel kan komme i gang. Derefter stiger temperaturen til forbrændingstemperaturen.

Disse temperaturer afhænger af brændslets art og dets overflade. Visse stoffer — selv jern — kan findeles så meget, at antændelsestemperaturen bliver lavere end stuetemperatur; brændslet er blevet selvantændeligt. En ild kan slukkes ved at afkøle til under antændelsestemperatur, fx med vand, eller ved at begrænse luftens adgang, fx med et tæppe. Se også brand, brændsel, flamme og forbrænding.

For ildens økologiske betydning, se afbrændingsøkologi, skovbrand og svedjebrug.

Ildfremstilling

I menneskehedens historie har ild været af livsvigtig betydning som varmegiver, som lyskilde og ved madlavning. De to grundlæggende metoder til ildfremstilling er friktion (antænding ved gnidningsvarme) og ildslagning (gnistantænding). Fremstilling ved friktion kan foregå ved forskellige drejende, savende eller gnidende bevægelser af træ mod træ. Mest udbredt er ildboring, hvor en træpind under jævnt tryk presses mod et fast træunderlag og bringes i stabil rotation, enten med hænderne alene eller vha. en rem eller snor, som kan være monteret på en bue. Ved ildslagning slås to hårde materialer mod hinanden, fx flint mod svovlkis eller stål mod flint, og de fremkomne gnister opfanges af et letantændeligt materiale.

De tidligste vidnesbyrd om menneskets beherskelse af ilden er mellem 1 og 1,4 mio. år gamle og stammer fra hulebeboelser i Sydafrika. Brandlagene på Pekingmenneskets findested ved Zhoukoudian i Kina er omkring halvt så gamle. I Europa er der fundet askelag på bopladser fra ældre palæolitikum ved Terra Amata i Sydfrankrig og Vértesszőllős i Ungarn, begge med en alder på ca. 350.000 år.

Hvordan man i de ældste tider frembragte ilden, er uvist, men både friktion og ildslagning har sikkert været kendt fra begyndelsen. Allerede hos rensdyrjægerne i Nordeuropa ca. 12500-9300 f.Kr. finder man flintflækker med slidmærker efter ildtænding. Endnu i bronzealderen hørte ildslagningssten i form af flækker eller miniaturedolke af flint sammen med klumpen af svovlkis til mandens personlige udrustning. I jernalderen bar krigeren en ildslagningssten af kvartsit i bæltet og har med et ildstål kunnet slå ild.

At gøre ild ved ildboring er i historisk tid stort set kun blevet praktiseret i kultisk sammenhæng, hvis man af en eller anden grund ønskede den "gamle" ild slukket og en ny optændt (se nødild). Under normale forhold søgte man at undgå en ny optænding ved at vedligeholde ilden på boligens ildsted, fx ved om aftenen at samle gløderne og dække dem med aske.

Fyrtøjet har i historisk tid været det almindelig kendte redskab til fremstilling af ild i Europa, og det hørte i nogle sociale og tidsmæssige sammenhænge til mandens personlige udstyr. Et fyrtøj består af flintesten og ildstål (eller fyrstål), som man slog mod hinanden, hvorved der fremkom gnister, som blev opfanget i fx fyrsvamp eller tøndersvamp, trøske eller forkullede linnedklude. Når gnisten fængede tønderet, pustedes en glød frem, med hvilken man kunne tænde en fidibus eller en svovlstik. Det transportable fyrtøj blev opbevaret i en pose eller æske, mens stationære fyrtøjer, fx til køkkenbrug, kunne være en vippe af stål samt en flintesten, monteret på en kasse med tønder. Det transportable fyrtøj til personlig brug fik øget betydning, da tobaksrygning blev udbredt; ved rygning inden døre tændtes piben dog gerne med en glød fra ildstedet eller fra et glødfad. Fyrtøjet mistede først sin betydning, da tændstikker fra midten af 1800-t. vandt udbredelse, først som svovlstikker, der kunne antændes ved at stryges mod en ru flade (forbudt i Danmark 1874), siden som (sikkerheds)tændstikker, der krævede en særlig præpareret strygeflade. Sideløbende hermed udvikledes særlige gastændere og lightere.

Symbolik

Ild indgår sammen med jord, luft og vand som et af de fire elementer i elementlæren. Her er ilden knyttet sammen med gul galde og med det koleriske temperament.

I mange folkeslags myter bliver kulturen til, da en kulturheros stjæler ilden fra guderne, bl.a. den græske Prometheus. Den er dog stadig guddommelig og har rituelle funktioner, i det enkelte hjem som husarne og i samfundet som alterild, der skal brænde evigt. Et eksempel på opfattelsen af ilden som en gud har man i vedareligionens Agni. Den evige flamme i sekulariseret eller remytologiseret form findes fx i den olympiske fakkel i moderne tid, der bringes fra Grækenland, eller i mindesmærker som den ukendte soldats grav, der efter 1. Verdenskrig opførtes i flere af de krigsførende landes hovedstæder.

Ilden renser og fornyer; det er det vigtigste motiv ved ildgang, rituel vandring med bare og uskadte fødder på glødende kul. Det ligger også i forestillingen om skærsilden, hvor det enkelte menneske renses for synder før den endegyldige frelsestilstand, og i den kosmologiske gendannelse af en fredfyldt urtilstand efter en universel katastrofe, hvor verden går under i Ragnaroks eller dommedags flammer, jf. også de antikke stoikeres ekpyrosis. Ildens fortærende kræfter bevirker, at den også tillægges negative aspekter: Helvede er ildens sted.

Ilden ses ofte sammen med lyset og Solen som Guds manifestation, fx i den brændende tornebusk, Helligåndens tunger af ild på pinsedagen eller i mystikeres beretninger om mødet med det ubeskrivelige. Se også lysskikke.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig