I menneskehedens historie har ild været af livsvigtig betydning som varmegiver, som lyskilde og ved madlavning. De to grundlæggende metoder til ildfremstilling er friktion (antænding ved gnidningsvarme) og ildslagning (gnistantænding). Fremstilling ved friktion kan foregå ved forskellige drejende, savende eller gnidende bevægelser af træ mod træ. Mest udbredt er ildboring, hvor en træpind under jævnt tryk presses mod et fast træunderlag og bringes i stabil rotation, enten med hænderne alene eller vha. en rem eller snor, som kan være monteret på en bue. Ved ildslagning slås to hårde materialer mod hinanden, fx flint mod svovlkis eller stål mod flint, og de fremkomne gnister opfanges af et letantændeligt materiale.
De tidligste vidnesbyrd om menneskets beherskelse af ilden er mellem 1 og 1,4 mio. år gamle og stammer fra hulebeboelser i Sydafrika. Brandlagene på Pekingmenneskets findested ved Zhoukoudian i Kina er omkring halvt så gamle. I Europa er der fundet askelag på bopladser fra ældre palæolitikum ved Terra Amata i Sydfrankrig og Vértesszőllős i Ungarn, begge med en alder på ca. 350.000 år.
Hvordan man i de ældste tider frembragte ilden, er uvist, men både friktion og ildslagning har sikkert været kendt fra begyndelsen. Allerede hos rensdyrjægerne i Nordeuropa ca. 12500-9300 f.Kr. finder man flintflækker med slidmærker efter ildtænding. Endnu i bronzealderen hørte ildslagningssten i form af flækker eller miniaturedolke af flint sammen med klumpen af svovlkis til mandens personlige udrustning. I jernalderen bar krigeren en ildslagningssten af kvartsit i bæltet og har med et ildstål kunnet slå ild.
At gøre ild ved ildboring er i historisk tid stort set kun blevet praktiseret i kultisk sammenhæng, hvis man af en eller anden grund ønskede den "gamle" ild slukket og en ny optændt (se nødild). Under normale forhold søgte man at undgå en ny optænding ved at vedligeholde ilden på boligens ildsted, fx ved om aftenen at samle gløderne og dække dem med aske.
Fyrtøjet har i historisk tid været det almindelig kendte redskab til fremstilling af ild i Europa, og det hørte i nogle sociale og tidsmæssige sammenhænge til mandens personlige udstyr. Et fyrtøj består af flintesten og ildstål (eller fyrstål), som man slog mod hinanden, hvorved der fremkom gnister, som blev opfanget i fx fyrsvamp eller tøndersvamp, trøske eller forkullede linnedklude. Når gnisten fængede tønderet, pustedes en glød frem, med hvilken man kunne tænde en fidibus eller en svovlstik. Det transportable fyrtøj blev opbevaret i en pose eller æske, mens stationære fyrtøjer, fx til køkkenbrug, kunne være en vippe af stål samt en flintesten, monteret på en kasse med tønder. Det transportable fyrtøj til personlig brug fik øget betydning, da tobaksrygning blev udbredt; ved rygning inden døre tændtes piben dog gerne med en glød fra ildstedet eller fra et glødfad. Fyrtøjet mistede først sin betydning, da tændstikker fra midten af 1800-t. vandt udbredelse, først som svovlstikker, der kunne antændes ved at stryges mod en ru flade (forbudt i Danmark 1874), siden som (sikkerheds)tændstikker, der krævede en særlig præpareret strygeflade. Sideløbende hermed udvikledes særlige gastændere og lightere.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.