Opfindelsen i 1800 af den stationære elektricitetskilde, voltasøjlen, skabte et nyt forskningsfelt, elektrokemi, med uvurderlige landvindinger for såvel den rene som den anvendte kemi. Allerede samme år spaltedes vand i grundstofferne brint og ilt ved elektrolyse (W. Nicholson og Anthony Carlisle, 1768-1840), og 1807-08 blev metallerne kalium, natrium, calcium, barium, strontium og magnesium fremstillet (H. Davy). I 1832-33 blev lovene for mængdeforhold ved elektrolyse fundet (M. Faraday).
Atomteori eksisterede som forklaringsmodel allerede i oldtiden omkring 460 f.Kr. (Leukippos). I 1808 fremsatte Dalton med klarhed og styrke i A New System of Chemical Philosophy en kvantitativ atomteori: Atomer er evige og udelelige. Alle et grundstofs atomer er ens, forskellen mellem forskellige grundstoffer beror på forskellen mellem deres atomer, først og fremmest deres relative atommasse. Massen af et hydrogenatom sattes til 1 atommasseenhed. Ikke alle blev overbevist om atomers eksistens; helt mod slutningen af 1800-t. var der skeptikere blandt fremstående kemikere, fx M. Berthelot og W. Ostwald.
Dalton indførte et kemisk symbolsprog, hvor hvert atom havde sit symbol; det blev i 1813 afløst af det nuværende mere bekvemme, hvor atomsymbolerne er taget fra det almindelige alfabet (J. Berzelius).
Loven om reagerende gassers volumenforhold blev i 1811 forklaret (A. Avogadro), ved at lige store volumener af forskellige gasser ved samme temperatur og tryk indeholder lige mange molekyler (Avogadros lov). Loven har som konsekvens, at et iltmolekyle består af to ens oxygenatomer; det havde datiden svært ved at acceptere.
Det periodiske system blev opstillet i 1869 (D.I. Mendelejev). Denne bedrift fik mange konsekvenser. En af dem var den endelige accept af Avogadros lov og de af denne følgende relative atommasser.
Antallet af andre atomer, som et atom kan binde sig til, kaldes atomets valens. En valensteori blev opstillet i 1853 (E. Frankland) og 1858-64 udviklet til opstilling af strukturformler (F.A. Kekulé, A.S. Couper, A.M. Butlerov, E. Erlenmeyer, J. Loschmidt). Det var hermed accepteret, at molekyler har en indre struktur.
I 1874 viste Joseph Achille Le Bel (1847-1930) og J.H. van't Hoff uafhængigt af hinanden, at en række egenskaber ved carbonforbindelser kan forklares, når man antager, at de fra et carbonatom udgående fire bindinger danner en vinkel på 109° med hinanden, altså er rettede mod hjørnerne af et tetraeder med carbonatomet i centrum (tetraedermodellen). Med stereoformler kan forklares, at visse carbonforbindelser er optisk aktive og andre ikke. Modellen kan også forklare, at nogle stoffer optræder i to former (cis og trans). I 1888 indførtes (V. Meyer) navnet stereokemi for studiet af den rumlige opbygning af stoffer (se isomeri).
Organisk kemi var før den kemiske revolution noget helt andet end uorganisk kemi. Det vakte opsigt, da vegetabilsk alkali (kalium) i 1797 blev påvist i et mineral (M.H. Klaproth), og adskillige udtalte den mening, at det sikkert ville vise sig, at der gjaldt de samme kemiske love i den organiske som i den uorganiske kemi. Et afgørende gennembrud fandt sted i 1828, da F. Wöhler fremstillede urinstof af ammoniumcyanat "uden medvirken af en nyre, eller overhovedet et dyr", som han skrev til Berzelius. Fra da af fandt der en rivende udvikling af den organiske kemi sted. Flere og flere nye stoffer blev fremstillet (A. von Baeyer, A.W. von Hofmann, A.W.H. Kolbe, Albert Ladenburg (1842-1911), A. Laurent, J. von Liebig, W.H. Perkin og O. Wallach); der blev fremstillet farvestoffer, lægemidler og eksplosivstoffer, og biokemi blev et særligt forskningsområde (E. Buchner).
Uorganisk kemi var noget stillestående i 1800-t. Der var et udestående problem med de komplekse metalforbindelser, hvor fx en tilsyneladende mættet forbindelse som chrom(III)klorid kunne optage et vekslende antal ammoniakentiteter og danne stabile og meget forskellige stoffer. I en skelsættende afhandling fra 1893 forklarede A. Werner disse stoffer med oktaedermodellen. Metalatomet er centralatom og omgivet af seks ligander. Forklaringen førte til den uorganiske kemis renæssance i den nyere kemi.
Spektralanalyse som arbejdsredskab i kemi blev indført i 1859-60 (R.W. Bunsen og G.R. Kirchhoff) og førte til opdagelsen af grundstofferne cæsium og rubidium. Ved samme teknik opdagedes thallium i 1861 (W.J. Crookes) og i 1863 indium (F. Reich og H.T. Richter). I 1868 påviste P.J.C. Janssen og J.N. Lockyer spektroskopisk, at der på Solen måtte være et fra Jorden hidtil ukendt stof, helium.
Berthollet lagde i 1803 grunden til fysisk kemi, men det kom til at vare et halvt århundrede, før udviklingen fortsatte. Reaktionshastigheden og dens afhængighed af det reagerende stofs koncentration blev matematisk beskrevet i 1850 (Ludwig Ferdinand Wilhelmy, 1812-64), massevirkningsloven blev opstillet i 1864-79 (C.M. Guldberg og Peter Waage, 1833-1900). Systematisk kalorimetrisk bestemmelse af varmetoning ved kemiske reaktioner gennemførtes i årene 1852-84 (M. Berthelot og J. Thomsen). I 1874-78 blev det vist (J.W. Gibbs, J.H. van 't Hoff), at det er ændringerne i en størrelse, som nu kaldes Gibbs' fri energi, der er afgørende ved kemiske reaktioner, og ikke varmetoningen.
I 1869 indledtes en systematisk måling af elektrisk konduktans og frysepunkt af vandige opløsninger (Friedrich Wilhelm Georg Kohlrausch (1840-1910), F.M. Raoult); resultaterne kaldte på en forklaring, og i 1883 fremsatte S.A. Arrhenius den elektrolytiske dissociationsteori; det var hydrogenionen, der gav syrer deres særlige karakter. I 1887 indførte han størrelsen dissociationsgrad, der angiver den del af et stof, der dissocieres i ioner ved dets opløsning. Umiddelbart efter blev det vist, at massevirkningsloven gjaldt for den elektrolytiske dissociation af svage elektrolytter, Ostwalds fortyndingslov. I 1888-89 blev sammenhængen mellem et elements hvilespænding og koncentrationerne i væsken opdaget (Nernsts lov). Det var også H.W. Nernst, der indførte navnet elektron for den negative elektriske elementarladning.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.