Protolyse, i kemien en reaktion, hvor der sker en udveksling af hydrogenioner (protoner, H+). Mange kemiske forbindelser dissocieres helt eller delvis i positivt og negativt ladede ioner ved opløsning i vand (elektrolytisk dissociation). Hvis de positivt ladede ioner er hydrogenioner, kaldes forbindelsen en Brønsted-syre (se Brønsteds syre-base-definition), og processen en protolyse. En proton er i vandig opløsning bundet til et vandmolekyle, som dermed har optrådt som base. Syre-base-reaktioner er således protolytiske reaktioner.

Faktaboks

Etymologi
Ordet protolyse kommer af proton og græsk lysis 'opløsning'.

Selv uden tilstedeværelsen af opløste syrer eller baser indeholder vand små mængder ioner. Dette skyldes, at rent vand i ringe grad selv er dissocieret i protoner og hydroxidioner (OH-). Man taler om vands autoprotolyse. Et opløsningsmiddel, der hverken kan optage eller afgive protoner, kaldes aprot, og i et sådant opløsningsmiddel er en syre ikke dissocieret. Se også syre-base-teori.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig