Flogiston er navnet på det stof, som man i 1700-tallet antog blev afgivet ved enhver forbrænding. Flogistonteorien var den første videnskabelige teori i kemien, idet den forenede en lang række eksperimentelle kendsgerninger om ild og forbrændingsprocesser.
I godt og vel hundrede år vandt flogistonteorien tilslutning blandt de fleste af de naturvidenskabsmænd, der betragtes som kemiens grundlæggere.
Idéen om et forbrændingsprincip kan spores tilbage til oldtidens elementlære. Den fik en mere præcis formulering af tyskeren Johan Joachim Becher. Det var imidlertid først, da Georg Ernst Stahl i 1723 udgav sin Fundamenta Chymiae, hvori han byggede videre på Bechers idéer, at teorien vandt tilslutning. Ifølge denne teori ledsagedes enhver forbrændingsproces af afgivelse af flogiston, hvorimod den omvendte proces, reduktion, krævede en tilførelse af flogiston.
Meget brændbare stoffer som kulstof, olier og fedtstoffer var rige på flogiston, hvorimod mindre brændbare stoffer indeholdt mindre af det. Da det blev antaget, at alle metaller indeholdt flogiston, bestod deres forskelle i de kemiske forskelle mellem de metalkalke (oxider), der dannedes, når de forbrændtes. Metallerne kunne gendannes ved opvarmning med flogistonrige stoffer, så ifølge Stahl kunne flogiston overføres fra et stof til et andet.
Den svenske kemiker Torbern Bergman bestemte i 1780 det relative flogistonindhold i forskellige metaller. De tal, han kom frem til, svarer til de elektrokemiske ækvivalentvægte, der først blev forklaret lang tid efter, at flogistonteorien var forladt.
I den sidste fjerdedel af 1700-tallet havde der samlet sig en række eksperimentelle kendsgerninger, der ikke umiddelbart kunne forklares inden for flogistonteoriens rammer. I 1783 tilbageviste den franske kemiker A.L. Lavoisier flogistonteorien og forklarede forbrændinger som kemiske omsætninger med oxygen.
Forkastelsen af flogistonteorien betragtes ofte som den moderne kemis begyndelse, men der blev faktisk foretaget megen god kemisk forskning inden for flogistonteoriens rammer. Det kan med nogen ret hævdes, at Lavoisiers system er ensidigt ved at koncentrere sig om reaktioner med oxygen, hvorimod flogistonteorien bedre svarer til den moderne beskrivelse af oxidation og reduktion som elektronoverførsler. Hvis flogiston identificeres med elektronen, har teorien stadig gyldighed.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.