stentøj

Stentøj, keramisk produkt af gråhvidt eller farvet, tætsintret ler. Til fremstilling af stentøj kræves specielle typer stentøjsler eller råblandinger med bredt sintringsinterval (i modsætning til lertøj), hvorved tætsintring med god målfasthed uden deformation kan opnås. Stentøjsprodukter brændes ved 1200-1300 °C; genstande, der skal glaseres, forglødes evt. forinden ved 800-1000 °C.

Stentøj kan anvendes som slidstærk gulvbelægning i form af fliser, som frostsikre dækplader og som sålbænke (under vinduer). Stentøj af særlige kvaliteter er syrefaste og kan bruges til syrebeholdere, fx ætsebade i metallurgi. De bedste kvaliteter kan bruges til tårne for svovlsyrefremstilling. Glaserede rør af stentøj anvendes som rør til korrosive væsker og kloakslam. Stentøj anvendes tillige til fremstilling af kunstgenstande. Se også keramik.

Det tidligste stentøj blev fremstillet i Kina i 2. årtusinde f.Kr. og anvendtes i stedet for det mere kostbare bronze. Fra at imitere bronzegenstandes form og ornamentik udvikledes en særlig funktion og æstetik fra Handynastiet (206 f.Kr.-220 e.Kr.) over Tang til en kulmination under Song- og Yuandynastierne (960-1368), hvor porcelænet efterhånden overtog føringen. I Japan gennemløb stentøjet en rig og selvstændig udvikling 600-1700-t., ikke mindst i forbindelse med teceremonien.

I Vesten opstod der fra 800-t. en større produktion i Rhinegnene, som i 1300-t. nåede en standard, der først blev genoplivet i den såkaldte kunstnerkeramik i Frankrig i slutningen af 1800-t. Skandinavien indtog en fremtrædende plads i den videre udvikling af stentøjet i 1900-t., både på de store fabrikker og på mindre værksteder; i dag dyrkes det med stor kunstnerisk kraft i det meste af verden. Stentøj kan glaseres med saltglasur.