Kloroprengummi, neopren, syntetisk gummi introduceret i begyndelsen af 1930'erne. Den tilvirkes ved magnesium- eller zinkoxidvulkanisering af polykloropren, som fremstilles ved emulsionspolymerisation af kloropren. Kloroprengummi har exceptionel modstandsdygtighed over for vejrlig, sol og ozon samt god slidstyrke og bestandighed over for olie, varme og flammer. Det anvendes til bl.a. kabelisolering, slanger, drivremme og klæbestoffer.