Metaller, som nedgraves, er udsat for en meget hård korrosionspåvirkning. I græsrodsdybde er der altid tilstrækkeligt med ilt og fugtighed til, at korrosionen kan forløbe, og processen forstærkes mærkbart af de i porevandet opløste salte, især af klorioner. Mens jern i gunstige tilfælde (pH 6-9) kan overtrække sig med en passiverende oxidfilm, vil klorioner nedbryde denne og til stadighed, næsten katalytisk, fremme omdannelsen af jern. Oldsager af jern, fx en gravfunden økse, kan have en central, endnu uomdannet jernkerne. Derpå følger metastabile klor- og hydroxylrige oxider (akaganeit, hibbingit), derpå stabile klorfrie jernoxider (goethit, magnetit) og yderst en skorpe af jord, imprægneret med jernoxider. Korrosionen har ofte nedbrudt genstanden uden at opløse den. De oprindelige strukturer (perlit, cementit etc.) er derfor bevaret i fossil form som oxider, og man kan identificere genstandens oprindelige overflade som grænsen mellem fossilstruktur og imprægneret jord.
I visse tilfælde kan oldsager af jern overleve i forbavsende god tilstand. Det gælder især de 1500-1800 år gamle mosefund (Viemose, Illerup, Nydam mfl.), hvor lanser, sværd og knive kun har mistet få gram i vægt. Forklaringen synes at være, at det svagt basiske, helt vandmættede, ilt- og saltfattige miljø har opretholdt en stabil og beskyttende oxidfilm.
Genstande af kobber og bronze tæres, alt andet lige, langsommere end jerngenstande. Bronzen dækkes af kobberoxider, -karbonater og -sulfater. I sulfidrigt, anaerobt miljø i visse moser kan der dannes tætte lag af kobber(I)sulfid, Cu2S. Genstande af guld og guldlegeringer angribes ikke af jorden.
Støbejern omdannes langsomt i jorden, men det tætte, mikroskopiske netværk af grafit holder sammen på det, så det har længere tjenestetid end stål. Støbejernsrør til vand- og gasrør blev normalt asfalteret både ud- og indvendig før nedlægningen.
Nedgravede ståltanke tæres indefra af kondensvand og udefra af jordens vand og salte. Armeringsjern i beton er, rigtigt ilagt, beskyttet mod korrosion af betonens alkaliske miljø. Hvor jernene forløber for tæt på overfladen, hvor der er knebet på betonens cementindhold, eller hvor vibreringen har været utilstrækkelig, er der risiko for indtrængning af vand mættet med kuldioxid og salte. Derved ruster jernet, og rustdannelsen sprænger betonens overflade af, så angrebet kan fortsætte.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.