Aldehyder er en klasse af organiske forbindelser indeholdende den funktionelle gruppe -CHO, som kan være bestemmende for disse forbindelsers kemiske egenskaber. Til denne gruppe kan være bundet et hydrogenatom, alkylkæder, et aromatisk eller et ikke-aromatisk ringsystem.

Faktaboks

Etymologi
Ordet aldehyd kommer af forstavelserne i alkohol og latin dehydrogenatus 'uden brint'.

Aldehydernes systematiske navne dannes ved at hæfte -al efter navnet på den carbonforbindelse, der har et tilsvarende antal carbonatomer. Således hedder HCHO methanal (formaldehyd), CH3CHO ethanal (acetaldehyd), CH3CH2CHO propanal og CH3CH2CH2CHO butanal.

Aldehyder kan fremstilles ved en række forskellige reaktioner, fx oxidation af primære alkoholer, dehydrogenering af primære alkoholer ved hjælp af en katalysator, addition af vand til alkyner og addition af carbonmonoxid og hydrogen til alkener. Aldehyderne er reaktive forbindelser, der anvendes i en række kemiske reaktioner. De kan fx let oxideres til carboxylsyrer, indgå i aldolkondensationer eller anvendes til kædeforlængelsesreaktioner. De anvendes i en række industrielle processer og i forskningsøjemed.

Kosmetisk industri

Den kosmetiske industri anvender aldehyder som syntetiske duftstoffer. De blev første gang brugt i Chanel No. 5 i 1922. De ca. 4000 forskellige aldehyder blandes i et forhold, der svarer til den naturlige duft af fx liljekonval. Aldehyder bruges også for at skåne de dyr, hvorfra industrien får animalske duftstoffer (fx kaskelothval, bæver og moskushjort).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig