fyrværkeri

Det første større fyrværkeri, der kendes til i Danmark, var ved Frederik 2.s kroning i 1559. Under Frederik 2. og Christian 4. var Danmark et af de førende fyrværkerilande med mestre som Rudolf von Deventer, som stod for fyrværkeriet ved Christians 4.s barnedåb i 1577, og Christopher Schwenke, der var fyrværkeren ved Det Store Bilager i 1634. Fyrværkeriet på Kronborg ved Christian 4.s kroning i 1596 bestod af ca. 80.000 "stykker". Den tids fyrværkeri var uden farver; guldeffekter fra trækul og jern var dominerende, og fyrværkeriet var opbygget som en allegori på det godes kamp mod det onde.

I begyndelsen af 1800-tallet fik fyrværkeri farver og blev det skue af former og farver, vi kender i dag.

En fyrværkeriopskrift (som kaldes en sats) er en blanding af kemikalier, der indeholder de oxidationsmidler (dvs. iltningsmidler) og brændsler, der er nødvendige for, at forbrændingen kan foregå i et lufttomt rum og ikke kan slukkes, når først den er antændt. Oxidationsmidlerne er som regel nitrater til sortkrudtopskrifter, fx salpeter (som er kaliumnitrat), og klorater til kulørte og hvide opskrifter, fx kaliumklorat. Brændslerne er svovl og trækul samt organiske forbindelser som mælkesukker og harpiks til farvet fyrværkeri. I moderne raketopskrifter indstøbes oxidationsmidlet i en plast, der både fungerer som brændsel og bindemiddel. Disse opskrifter har hovedsagelig en teknisk anvendelse til militære formål samt til nødsignaler, hvor de ofte er forsynet med faldskærm og stærkt lysende farveopskrifter (tilsat magnesium). Denne form for fyrværkeri kaldes ofte for pyroteknik.

Foruden oxidationsmiddel og brændsel indeholder opskriften som regel også ingredienser (metaller og salte), der kan give en effekt. I krudtopskrifter er det oftest rene metaller som jern, aluminium eller titan, der giver røde eller hvide gnister. Ved andre farver optræder effekten som regel i form af salte af: natrium (fx natriumoxalat) til gule farver, strontium (fx strontiumcarbonat) til røde farver, barium (fx bariumnitrat) til grønne farver samt kobber (fx kobberklorid) til blå farver.

Farveeffekten beror på grundstoffernes flammespektre. Farverne kan blandes; således giver salte af natrium og strontium orange lys. Den hvide farve laves af kaliumnitrat, svovl og antimontrisulfid; denne opskrift kaldtes tidligere for blålys. For moderne mennesker virker den dog ikke særlig blå. Opskriften er også den oprindelige bengalske ild, som hedder sådan på grund af dens hovedbestanddel, salpeter, der tidligere hovedsagelig kom fra Bengalen. Sølvhvid farve laves af kaliumklorat og fint aluminium- eller magnesiumpulver. Røg dannes som regel ved sublimering af ammoniumklorid (kaldet hvid røg) eller et farvestof.

Forholdene mellem bestanddelene i en sats er i reglen: en del effekt, to dele brændsel og fire dele oxidationsmiddel.

• Heksehyl og kanonslag laves af kraftige oxidationsmidler og brændsler. Ved heksehyl slås opskriften fast, så den kun kan brænde fra overfladen; der udvikles en stor mængde gas, som presses ud af hylsteret, så det fungerer som en fløjte. I moderne kanonslagsopskrifter er krudtet ikke granuleret. I gamle dage anvendtes sortkrudt i kanonslag, og her lå satsen, som var granuleret, løst i et helt lukket hylster. Dette gjorde, at kanonslaget eksploderede med et højt brag.
• De kulørte opskrifter anvendes mest til stjerner, dvs. små propper eller kugler, som fremstilles af satsen, efter at den er blevet fugtet med en blanding af vand og fx gummi arabicum. Opskriften kan også lades i tynde papirrør til ildskrifter og bengalske fakler.
• Romerlys er kraftige paprør, hvorfra stjernerne opskydes. Som drivmiddel anvendes oftest krudtopskrifter på grund af den store mængde gas, der dannes ved forbrændingen.
• Til raketter og drivfontæner anvendes melkrudt, der sammenpresses hårdt i hylsteret, så det kun kan brænde fra overfladen. Raketter har et hulrum ("sjælen") op midt gennem satsen. Det giver en voldsom, men kortvarig kraftudladning ved forbrændingen. I fontæner er satsen massiv, hvilket resulterer i en svagere, men længerevarende kraft velegnet til fx at drive sole rundt.

Fyrværkeri kan opdeles i to kategorier: nytårs- og festfyrværkeri. Sidstnævnte består principielt af de samme fyrværkeristykker som nytårsfyrværkeri, blot er de større, og der afbrændes flere samtidig. Desuden anvendes raketter sjældent i festfyrværkeri pga. nedfaldet (stokke, hylstre m.m.). I stedet benyttes bomber, som er paphylstre fyldt med stjerner og forsynet med et brandrør til forsinkelse af eksplosionen. Bomberne affyres fra et afskydningsrør med en krudtladning, ligesom en granat fra en mortér. I Europa er bomben som regel en cylinderbombe, evt. flere bygget oven på hinanden (kaldet repeterbomber). Ved 1900-tallets begyndelse opfandt man i Japan krysantemumbomben, der er kugleformet og sprænges i symmetriske mønstre på himlen.

Til at antænde fyrværkeristykkerne anvendes "stopiner", som er lunter. Det er bomuldstråde dækket med sortkrudt og omgivet af et tyndt papirrør. Uden for røret brænder stopinen forholdsvis langsomt, men lukket inde i røret eksploderer den med flere hundrede meter i sekundet.

Fyrværkeri har gennem tiderne været skyld i mange ulykker både under fremstilling og anvendelse. Det kræver specielle foranstaltninger at fremstille, opbevare og transportere fyrværkeri, idet de forskellige typer konstant må holdes skarpt adskilt.

Tilskadekomst ved brug af fyrværkeri rammer særligt 10-14-årige drenge, som regel ved uforsigtig brug af raketter, knaldfyrværkeri eller heksehyl af dårligt fabrikat.

• krudt
• skader forårsaget af fyrværkeri