Faktaboks

Adolf von Baeyer

Johann Friedrich Wilhelm Adolf Ritter von Baeyer

Født
31. oktober 1835, Berlin, Tyskland
Død
20. august 1917, Starnberg, Tyskland
Portræt af Adolf von Baeyer, 1905

Adolf von Baeyer var en tysk kemiker. Fra 1872 var han professor i Strasbourg, og i 1875 efterfulgte han Justus von Liebig som professor i München. Adolf von Baeyer modtog nobelprisen i kemi 1905 for studiet af farvestoffer (specielt indigo, som er den klassiske blå farve til jeans og skjorter) og hydroaromatiske forbindelser.

Baeyer var elev af R.W. Bunsen og F.A. Kekulé og en eksperimentator af den klassiske skole. I 1864 fremstillede han som den første barbitursyre.

Det var på Baeyers tid noget af en gåde, hvorfor ringformede organiske forbindelser oftest har fem eller seks led. Med spændingsteorien fra 1885 gav han en enkel geometrisk forklaring, der byggede på, at vinklen mellem enkeltbindinger til carbon er mest stabil, når den er 109°. Samme år anvendte han spændingsteorien på hydrerede derivater af benzen.

Baeyer blev en mester inden for området farvestoffernes kemiske konstitution. Ved et arbejde, der strakte sig over perioden 1866 til 1883, lykkedes det ham at opklare strukturen af indigo, som herefter kunne fremstilles syntetisk.

Baeyer fastslog i 1872, at der dannes harpiksagtige stoffer (plast) ved reaktion mellem aldehyder og fenoler.

I München var Baeyer vdet inspirerende centrum for en skole af tyske kemikere, blandt hvilke talrige nye stoffer blev fremstillet og videnskabeligt undersøgt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig