Alan G. MacDiarmid, 14.4.1927-7.2.2007, newzealandsk-amerikansk kemiker, professor ved University of Pennsylvania i Philadelphia. Sammen med H. Shirakawa og A. Heeger fik han nobelprisen i kemi i 2000 for opdagelsen af, at plast under særlige forhold er en god elektrisk leder, samt for metoder til fremstilling af elektrisk ledende polymerer. Opdagelsen, der blev publiceret i 1977, har ført til en række anvendelser, bl.a. i genopladelige batterier, sensorer, korrosionsbeskyttelse og fremstilling af komponenter til halvledere.