oxider

Oxider, i kemien forbindelser, der indeholder oxygen i oxidationstrin −2. Oxygen danner forbindelser med de fleste andre grundstoffer; undtagelserne er de lettere ædelgasser (helium, neon, argon og krypton) samt brom. Da oxygen er det stærkeste oxidationsmiddel næst efter fluor, har det oxidationstrin −2 i de fleste tokomponentforbindelser med andre grundstoffer undtagen i dets fluorforbindelser. Med ikke-metalliske grundstoffer danner oxygen flygtige (gasformige eller let fordampelige) forbindelser, med fx hydrogen dannes vand, H₂O, med nitrogen fx N₂O, NO og NO₂, med carbon CO og CO₂, med klor fx Cl₂O, ClO₂ og Cl₂O₇, med svovl SO₂ og SO₃ og med xenon XeO₃. De fleste af de flygtige oxider er opløselige i vand, og med undtagelse af CO, N₂O og NO reagerer deres opløsninger surt ifølge reaktioner som fx SO₃ + H₂O → 2 H⁺ + SO₄^2-. Denne type oxider kaldes syreanhydrider, med en ældre betegnelse "sure" oxider.

Oxiderne af halvledere, fx silicium, arsen og selen, samt af metallerne er faste stoffer. Halvledernes oxider er tungt opløselige i vand. De kan opfattes som syreanhydrider, da de med base kan opløses i vand. Også denne type oxider har været kaldt sure oxider.

Med de metaller, der i opløsning let danner positivt ladede ioner, fx alkalimetallerne, de alkaliske jordartsmetaller samt lanthaniderne, danner oxygen forbindelser, der i reglen har et højt smeltepunkt og med strukturer, der kan beskrives som opbygget af ioner analogt med strukturerne af salte. Calciumoxid har fx samme struktur som natriumklorid. Oxiderne af disse metaller giver med vand alkaliske opløsninger, fx CaO + H₂O → Ca²⁺ + 2 OH^-. De kaldtes tidligere "basiske" oxider. Metaloxider, der er svagt opløselige i vand, men let opløses i stærke syrer, kaldes også basiske. Oxiderne af aluminium, zink og tin kan reagere med både syrer og baser og kaldes amfotere. Det har længe været kendt, at sure og basiske oxider kan reagere med hinanden ved opvarmning, for eksempel giver magnesiumoxid, MgO, med siliciumdioxid, SiO₂, magnesiumsilikat, MgSiO₃. Her viser strukturen, at der findes et såkaldt silikatnetværk. Andre typer dobbeltoxider som fx CaTiO₃ og MgAl₂O₄ har strukturer, hvor metalatomerne sidder i huller i en tæt pakning af kugler af oxygenatomer. Ikke alle oxider har en veldefineret støkiometrisk sammensætning. Jern(II)oxid, Fe_1-xO, eksisterer i et interval, hvor x kan være mellem 0 og 0,13. Også oxider af titan, vanadin og wolfram findes med usædvanlige støkiometriske sammensætninger (se magnélifaser).