Kontinuum, intuitiv betegnelse for en sammenhængende struktur uden "huller", fx punkterne i rummet eller punkterne på en linje. I matematik præciseres det sidste eksempel til de reelle tal, der har en kontinuert ordning.

Faktaboks

Etymologi
Ordet kontinuum kommer af latin continuum, afledt af continere 'holde sammen'.

Filosofihistorie

Filosofihistorisk set opstod diskussionen om forholdet mellem kontinuitet og diskontinuitet i 400-t. f.Kr. i forbindelse med problemet om delelighed og udelelighed, der blev sat på spidsen gennem Zenons paradokser. Ifølge Anaxagoras er en hvilken som helst fysisk størrelse et kontinuum og dermed uendeligt delelig. Atomisterne antog, at en given størrelse består af atomer, dvs. udelelige mindsteelementer.

I en grundig analyse i Fysikken fastslog Aristoteles, at både tid, rum og bevægelse er kontinua, at et kontinuum kun kan opdeles i kontinua, og at et fysisk legeme er finit, men uendeligt deleligt, uden at delingen nogensinde kan føres igennem. Den atomistiske opfattelse videreførtes af Epikur, mens stoikerne radikaliserede en kontinuumsfysik.

Modsætningen mellem kontinuumsfysik og atomistik genfindes i middelalderens forsøg på at forstå bevægelse. I 1600-t. skelnede Pierre Gassendi mfl. mellem det matematiske, uendeligt delbare kontinuum og det fysiske kontinuum bestående af endelige størrelser; Leibniz talte om to labyrinter, hvori tanken forvilder sig, nemlig problemet om det ondes oprindelse og om kontinuet og det udelelige. Mange af datidens overvejelser over kontinuet kom til at danne baggrund for Newtons og Leibniz' skabelse af differential- og integralregningen.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig