Betonkonstruktioner, bærende konstruktioner helt eller delvist udført i beton. Typiske betonkonstruktioner er bygninger, haller, broer og dæmninger, mens fx en betonvej ikke benævnes konstruktion, da den ikke er bærende. En bygning vil ofte være en betonkonstruktion, selvom bygningen er beklædt med andre materialer som fx tegl, træ, glas eller stålplade.

Betonkonstruktioner opdeles i to typer efter udførelsesmetoden. De kan enten være støbt på stedet — "in situ" — eller støbt på en fabrik som betonelementer og efterfølgende samlet til en konstruktion på byggepladsen. Valget afhænger i første række af konstruktionstype og antal af ens elementer. En bro støbes som regel på stedet, mens en boligblok med mange ens lejligheder især i Danmark næsten altid bygges af betonelementer.

I betonkonstruktioner fra før 1900-t. blev beton anvendt som en kunstig sten, hvorfor konstruktørerne efterlignede stenbygninger med buer og kupler, hvor belastningen optages som trykkræfter. Siden indførelsen af armering til optagelse af trækkræfter er betonkonstruktioner næsten udelukkende udført med plane eller retlinede konstruktionselementer som plader, bjælker og søjler.

Når der vælges en betonkonstruktion frem for andre konstruktionstyper som stål- eller trækonstruktioner, lægges der vægt på lav pris, fleksibel formgivning, brandsikkerhed og gode lyddæmpende egenskaber. Desuden skal en stor konstruktionsvægt være acceptabel eller endog en direkte fordel af hensyn til stabiliteten.

En betonkonstruktion har normalt indstøbt et par volumenprocent armering i form af jernstænger (jernbeton). Disse stænger er afgørende for konstruktionens bæreevne, og konstruktøren skal sikre denne mod betonskader, der kan ødelægge den bærende armering. Dette gøres først og fremmest ved at udforme konstruktionen, så vand holdes væk fra betonen i så stort omfang som muligt. Betonkonstruktioner skal derfor enten inddækkes i et vandafvisende materiale eller udformes således, at vand bortledes hurtigst muligt, fx ved at alle overflader udføres med fald. I kystnære områder, eller hvor der tøsaltes, skal det sikres, at saltene kun kan komme i kontakt med konstruktionselementer udført af en særlig god beton.

En konstruktion af jernbeton vil ofte have revner, der skyldes, at armeringen først begynder at optage trækkræfter, når armeringen er blevet forlænget mere, end betonen kan følge med til. For at imødegå dette og for at mindske nedbøjninger kan betonkonstruktioner udføres forspændt. I disse er der indlagt en speciel stærk armering, der inden sammenstøbningen med betonen er spændt op (som en elastik) og derved efter sammenstøbningen kan påføre betonen trykkræfter, der imødegår trækkræfterne og dermed forhindrer revnedannelse.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig