fræsning

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.
Læs også
• fræser
• overfræser
• spån

Fundet ved søgning på fræsning
Til forsiden

fræsning, spåntagende bearbejdningsproces til fremstilling af emner med plane og krumme overflader. Fræsning er sammen med drejning en af metalindustriens vigtigste bearbejdningsprocesser, men anvendes også inden for plast- og træindustrien. Processen foregår på en fræsemaskine (fræsebænk), hvor et roterende værktøj med flere skær fjerner overflødigt materiale i form af spåner fra et emne. Emnet er fastspændt i et opspændingsværktøj, som igen er fastmonteret på et fræseplan, der bevæger sig i fræsemaskinens længderetning. Mest almindelig i industrien er metalfræsning af bl.a. tandhjul, plane flader og emner med ind- og udvendige spor (fx notgange og T-riller). Ved metalfræsning kan der opnås god overfladekvalitet med overflade-ruheder på 1-10 μm og tolerancer på ±0,05 mm.

Fræseværktøjet

Fræseværktøjet, fræseren, består af en række enkeltværktøjer, der kan sammenlignes med drejeværktøjer. De mest almindelige er endeplans- og valsefræsere, men derudover findes bl.a. ende-, sav-, skive-, vinkel-, spor- (T- og V-spor), hjørne-, skivenot- og faconfræsere. Endeplansfræseren anvendes til plan- og ansatsfræsning samt til fræsning af spor med 90° vinkel og kurver; den anvendes både horisontalt og vertikalt. Valsefræseren anvendes til planfræsning i horisontalfræsemaskiner. Afhængigt af emnets bevægelsesretning i forhold til valsefræseren tales om mod- og medfræsning. Ved medfræsning har emnet samme bevægelsesretning som fræserens omdrejningsretning, hvilket medfører, at spåntagningen begynder med spånens tykkeste ende; det giver emnet en finere overflade, men bevirker samtidig en slagpåvirkning af fræsemaskinen, som derfor skal være meget stiv og stabil.

Fræsemaskinen

Fræsemaskinen findes i forskellige typer med universalfræsemaskinen som den mest almindelige. Andre typer er horisontalfræsemaskinen, som har fræsespindlen vandret lejret, og vertikalfræsemaskinen, hvor spindlen er lejret lodret.

Nyere fræsemaskiner er CNC-styrede (se computer numerical control) og kan udføre både dreje-, fræse- og boreoperationer i samme opspænding. CNC-maskiner har stor fleksibilitet med flerdimensionale bevægelser og giver mulighed for hurtig omstilling til nye emnegeometrier, samtidig med at de kan betjenes af operatører uden større faglig baggrund. Se også spåntagning.


Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.
Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Filer

FilTilføjet af 
[+322005.801.svg (534.3 kB)

Fræsning.

Admin

05/02/2009

Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
05/02/2009
Oprindelig forfatter
SGrau
30/01/2009
Nyhedsbrev

© Gyldendal 2009-2012 - Powered by MindTouch Deki