varmeanlæg

Varmeproduktionen sker normalt i en kedel, hvor vandet opvarmes. Der er — navnlig i slutningen af 1900-t. — sket mange ændringer af både produktions- og fordelingsanlæg for at opnå højere effektivitet og bedre økonomi. I større bebyggelser med flere blokke kan man opnå besparelser og enklere betjening ved at anvende en fælles varmecentral for hele bebyggelsen i stedet for en kedel i hver blok. Med rationaliseringen af byggeriet indførtes blokcentraler, som ofte var monteringsfærdige enheder med automatik, der gav nem pasning.

I de sidste 20 år før oliekrisen 1973-74 var opvarmningen i det væsentlige baseret på olie, men krisen førte til, at der i Danmark blev iværksat en varmeplanlægning mhp. i vidt omfang at erstatte oliefyring med kollektive anlæg baseret på naturgas og fjernvarme og i områder, som ikke var egnet til kollektiv varmeforsyning, at fremme anvendelsen af vedvarende energi. I 1998 var 56% af Danmarks 2,4 mio. varmeinstallationer forsynet med fjernvarme, 22% var oliefyr, 12% naturgasfyr og 11% elvarme og anden opvarmningsform (se også energiforsyning (Danmarks energiforsyning)).

Energibesparelser har været et centralt emne i dansk energipolitik, og det har også afspejlet sig i den tekniske udformning af varmeanlæg. For at reducere varmetab ved lange ledningsføringer af fjernvarme eller blokvarme har man i et vist omfang benyttet lavtemperaturdrift, hvor vandtemperaturen holdes på ca. 60 °C. Det kræver til gengæld store varmeflader hos forbrugeren. I gaskedler har man opnået energibesparelse ved kondenserende drift, hvor røggassen køles så langt ned, at vanddampen kondenseres i kedlen, og fordampningsvarmen genvindes. Meget omfattende besparelser er opnået ved at kombinere fjernvarmeproduktion med elproduktion i kraftvarmeværker.

Anvendelse af vedvarende energi til opvarmningsformål steg væsentligt i slutningen af 1900-t., specielt i fjernvarmeforsyningen ved forbrænding af husholdningsaffald, træflis og halm i affaldsforbrændingsanlæg og decentrale kraftvarmeværker. Fra at have udgjort ca. 14% af brændselsforbruget til fjernvarme i 1980 var andelen i 2006 øget til 42%. Solvarmeanlæg til produktion af varmt brugsvand har ved statslige støtteordninger gennemgået en teknisk udvikling og opnået en vis udbredelse. Varmepumper regnes ofte for vedvarende energianlæg; de kan udnytte fx elektricitet med en virkningsgrad, der er 2-3 gange højere end ved direkte opvarmning med elpaneler.

Varmefordelingen i boliger sker oftest ved cirkulation af varmt vand gennem radiatorer e.l. samt i nogen grad gennem gulvvarmeanlæg (især i baderum). I visse tilfælde suppleres med fyring i pejs eller ovn. Elvarme, som har lave anlægsomkostninger, men høje driftsomkostninger, kan monteres som elpaneler eller som indbygget installation i loft eller gulv.

I administrations- og erhvervsbygninger kan der være store varmetilskud fra fx elforbrugende apparater, og der kan i dele af året være et kølebehov snarere end et varmebehov. I sådanne tilfælde anvendes klimaanlæg, hvor der indblæses luft, som kan være opvarmet eller afkølet og eventuelt konditioneret til en ønsket fugtighedsgrad. I store industrilokaler, hvor der kan være behov for en fleksibel og lokal opvarmning, anvendes fx strålevarmeanlæg nedhængt over det aktuelle arbejdssted eller en varmluftkalorifère, som er en varmluftkedel forsynet med en ventilator, der hurtigt kan opvarme et stort rumvolumen.

Moderne varmeanlæg er i vid udstrækning forsynet med automatisk regulering såvel til opretholdelse af den ønskede rumtemperatur som til regulering og overvågning af driften. Disse funktioner kan kombineres med fx varsling af fejl og registrering af varmeforbruget.