Bygværker griber ind i de naturlige materialeomlejringsforhold. Forståelse af deres virkemåde kræver derfor indsigt i kystzonens materialetransport, der styres af bølger og strøm (se kyst). Bygværker kan inddeles efter deres formål og placering på kysten:
Skrånings- eller skræntfodsbeskyttelse udføres for at forhindre, at bølger ved højvande eroderer direkte i foden af skråninger og skrænter. Er der store sten til rådighed, foretrækkes en stenskråningsløsning, opbygget med filterlag for at hindre, at bølgerne udvasker skrænt- og fyldmateriale igennem dækstenene. Skråningsbeskyttelsen føres så højt op, at opskyl ikke kan bagskære sikringen.
Ligeledes må foden af sikringen føres så dybt ned i stranden, at der selv ved erosion af stranden ikke sker underskæring, der medfører sammenbrud af stenskråningen. Hvor der ikke er adgang til større sten, anvendes dæklag af betonblokke. Asfaltbelægning kan også anvendes som overfladelag. De glatte overflader giver for samme skråningshældning dog højere opskyl og tillige et nedskyl, der lettere eroderer stranden.
Hvor der ikke er plads til en skråningsløsning, hvilket ofte er tilfældet, hvor veje og promenader er bygget langt ud på den naturlige strandbred, anvendes lodrette vægge, i reglen bygget som massive betonstøttemure.
Imidlertid reflekteres bølgerne kraftigt på lodrette vægge, hvilket medfører stor erosion af stranden, såfremt der ikke udføres erosionssikring, eller stranden består af hårde aflejringer, fx stærk moræneler.
På en kyst, der rykker tilbage, vil en skråningsbeskyttelse alene ikke stoppe erosionen, idet sikringen ikke forhindrer erosion af den resterende del af kystprofilet, som bliver gradvis stejlere. Vanddybden vil derfor øges, hvilket betyder adgang for større bølger og dermed øgede eroderende kræfter.
Diger opføres, hvor strandbaglandet er så lavt, at det overskylles ved stormflod, se dige.
Høfder er konstruktioner af træpæle, sten eller betonblokke, som føres vinkelret ud fra kysten med det formål at opsamle en del af den langsgående materialetransport. Jo længere høfden er, jo voldsommere er problemet med såkaldt læsideerosion (se også luvsidetilsanding), og Kystinspektoratet har derfor afkortet nogle af høfderne på Jyllands vestkyst og i øvrigt ikke opført høfder i de senere år. Se også høfde.
Bølgebrydere er korte, kystparallelle konstruktioner, som med nogen indbyrdes afstand placeres et stykke fra stranden. Virkningen består dels i, at konstruktionen i sin længde absorberer og reflekterer bølgeenergi, dels i, at der i det roligere vandområde mellem bølgebryder og land bundfældes sedimenter, således at stranden vokser frem. Sidstnævnte forudsætter, at der er materialevandring på kysten.
Er afstanden fra land kortere end bølgebryderens længde, vil stranden ved såkaldt tombolo-dannelse blive landfast med bølgebryderen. Er afstanden imellem bølgebryderne desuden lille, vil der dannes næsten cirkelformede strande (pocket beaches) imellem konstruktionerne, hvilket er en populær form for dannelse af turistbadestrande i Middelhavslandene.
Tombolo-dannelsen medfører, at den langsgående materialetransport delvis afskæres, hvorved der nedstrøms for et bølgebryderanlæg kan opstå læsideerosion som ved høfder. For at undgå dette må bølgebrydernes længde afkortes i forhold til deres afstand fra land, hvorved strandopbygningen mindskes, således at materiale kan passere ved kraftig bølgeaktivitet.
Bølgebrydere er i dag hyppigt anvendte, idet de anses for at være en bedre løsning end høfder. Kystinspektoratet opførte således 1977-94 140 bølgebrydere i Danmark. I mange tilfælde kombineres bølgebrydere med kystfodring. Normalt bygges bølgebryderne af sten.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.