Gravering. I 1983 udkom et 2,50 kr. frimærke i anledning af 50-året for det første danske frimærke i stålstik. Motivet er graveret spejlvendt, så det kommer til at vende rigtigt ved trykningen. En gravstik er placeret hen over motivet.

Gravering, metode til fremstilling af billeder, mønstre og bogstaver i bløde metaller, elfenben, glas mv. I modsætning til ciselering, hvor der anvendes hammer og punsel, udføres gravering som spåntagende proces med en håndholdt gravstik, hvilket medfører, at mønstret kommer til at ligge overfladisk uden særligt relief. Gravstikken er en 10-15 cm lang stålstang med rektangulært tværsnit og med en skråt afskåret ende. Gravøren skubber gravstikken under forskellige vinkler med pladen, hvorved der tages små spåner. Fordybningen bliver omgivet af grater, som fjernes med en skraber. Det færdige arbejde eftergås med polerstål.

Faktaboks

Etymologi
Ordet gravering er afledt af fransk graver 'indridse', lånt fra germansk, jf. dansk grave.

Inden for tekstilindustrien anvendes gravering til fremstilling af trykvalser for mønstrede tøjer. Kunsthåndværk i ædelmetal kan være graveret. Kobberstik og stålstik er specielle former for gravering; et stort antal danske frimærker efter 1933 er fremstillet ved gravering efter stålstikmetoden.

Moderne gravering foretages på computerstyrede maskiner, som enten opererer i lukkede eller åbne systemer; de åbne systemer kan benytte almindeligt tilgængelige fil-formater. Maskinerne har en roterende spindel, hvorpå der er monteret en fræser, der kan være slebet i forskellige vinkler. På denne måde fræses spor i metallet, som efterfølgende kan fyldes op med maling. Denne form for gravering bruges bl.a. til messingdørskilte.

Gravering kan også udføres ved indridsning med en diamant enten med en hånddrevet maskine, hvor man benytter en skabelon til at gravere efter, eller med en computerstyret maskine, hvor diamanten ikke roterer som i fræseren, men blot ridser i metallet. Denne form for gravering bruges til fx pokaler og små plaquetter.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig