George Sarton, 31.8.1884-22.3.1956, belgisk-amerikansk kultur- og videnskabshistoriker, som var afgørende i etableringen af naturvidenskabens historie som akademisk forskningsfelt; professor i videnskabshistorie ved Harvard University. Han grundlagde i 1912 tidsskriftet Isis og skrev 1927-48 storværket Introduction to the History of Science, 1-3. Sartons opfattelse af videnskabshistorien var positivistisk, idet han opfattede naturvidenskaben som den højeste form for kultur og som et ubetinget gode. Senere videnskabshistorie har bevæget sig bort fra Sartons synspunkter.