Nicolas Louis de Lacaille, 15.3.1713-21.3.1762, fransk astronom og geodæt, "den sydlige astronomis fader". Sidst i 1730'erne arbejdede han sammen med Cassini de Thury ved trianguleringsopmåling af den franske meridian. I 1751 tog han til Sydafrika for at lave observationer af Månens, Venus' og Mars' positioner med henblik på at fastlægge Solsystemets størrelse. Under dette ophold udmålte han bl.a. positionen for 10.000 stjerner og indførte 14 nye stjernebilleder.