Renæssancen er som videnskabshistorisk periode ikke veldefineret og må dateres fra ca. 1450 til begyndelsen af 1600-tallet. Generelt var tidsånden ikke gunstig for matematik og naturvidenskab, og universiteterne var ofte konservative institutioner, hvor disse fag havde lav prioritet. Mange af tidens store humanister som Erasmus af Rotterdam havde ikke forståelse for det videnskabelige studium af naturen. Alligevel foregik der væsentlige fremskridt i perioden.
Renæssancevidenskaben havde to rødder. Den ene, som den havde fælles med humanismen, var baseret på opdagelsen og oversættelsen af en række af oldtidens mesterværker, bl.a. af Galenos, Lucrets, Kelsos, Ptolemaios og Archimedes. Disse inspirerede forskerne og var ofte afgørende for deres nye teorier. Kopernikus' banebrydende De revolutionibus (1543) stod således direkte i gæld til Ptolemaios' Almagest. Tilsvarende var Niccolò Tartaglia, Geronimo Cardano og Giovanni Benedetti (1530-1590) i Norditalien inspireret af Archimedes i deres arbejder om mekanik. Forholdet til de klassiske autoriteter var ikke entydigt. Mens nogle naturfilosoffer i det væsentlige anerkendte Aristoteles og Galenos, var der andre, som tog afstand fra humanisternes beundring for oldtiden. Hertil hørte bl.a. Paracelsus og Robert Fludd, to af de mest typiske og indflydelsesrige renæssanceforskere.
Den anden vigtige faktor i renæssancens videnskab var den store interesse for neoplatoniske, kabbalistiske og hermetiske tekster. Af særlig betydning var oversættelsen 1471 af Det hermetiske corpus (se hermetisme). Sådanne mystisk-religiøse systemer var i 1500-tallet af stor betydning og en integreret del af videnskaben. Mysticismen førte til mange okkulte studier, men også til videnskabelige innovationer. Numerologiske argumenter var af betydning for matematikken og spillede en stor rolle for bl.a. Keplers astronomi. Troen på en enhed mellem det himmelske og det jordiske var almindelig og førte til en række mikrokosmos-makrokosmos-analogier, som var afgørende for udviklingen i medicin, kemi og astronomi. Hvad man kaldte "naturlig magi", var et ambitiøst og anerkendt forsøg på at skabe et forenet religiøst-videnskabeligt verdensbillede.
I forhold til middelalderen var der i renæssancen en langt større interesse for at inddrage erfaringer og praktisk viden fra fx håndværk, søfart, krigskunst og minedrift. Dette førte til klassiske afhandlinger som Georg Agricolas beskrivelse af bjergværksdrift, De re metallica (1556), og den italienske metallurg Vannoccio Biringuccios (1480-ca. 1539) værk om krudt og fyrværkeri, De la pirotechnia (1540).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.