Viktor Amazaspovitj Ambartsumjan, 18.9.1908-12.8.1996, armensk astrofysiker, grundlægger af Bjurakan Astrofysiske Observatorium nær Jerevan. Han udførte i 1930'erne betydningsfulde teoretiske undersøgelser af vekselvirkningen mellem ultraviolet stråling fra meget varme stjerner og interstellart stof. I 1947 opdagede han de såkaldte stjerneassociationer, dvs. uhyre store områder med meget varme og relativt unge stjerner. I 1955 fremsatte han en nu accepteret teori for radiogalakser. Ambartsumjan har i høj grad præget astrofysikken i det daværende Sovjetunionen og har modtaget mange nationale hædersbevisninger.