indisk astronomi

Indisk astronomi, kan føres tilbage til vedatiden før 600 f.Kr. hos de sanskrittalende indere. Fem gange kom der større astronomiske påvirkninger til Indien, alle gange vestfra: i 400-t. f.Kr. fra Mesopotamien via Iran; i 100-200-t. e.Kr. fra Mesopotamien via Grækenland; i 300-t. direkte fra Grækenland; i 900-1700-t. fra Iran og i 1800-t. fra England.

Den indiske astronomi stræbte ikke efter fornyelser, men søgte tværtimod at bevare traditionerne så intakte som muligt, så disse — trods påvirkninger udefra — ofte fik lov at leve videre i en eller anden form. Det førte til en række modstridende teorier, men indre konsistens blev ikke forventet. Denne tolerance over for det logiske fundament sammen med en mangel på tradition for observationer hindrede, at indisk astronomi kunne gøre egentlige fremskridt. Astronomiske tekster blev sat på vers, hvilket ofte forvanskede dem. Så længe teksterne blev tolket i en undervisning, var dette uden betydning, men ved senere studier må læseren ofte gætte sig til både problemstilling og den bagvedliggende teori.

Der er ingen overbevisende tegn på, at matematiske metoder har været taget i brug til at beskrive celeste fænomener før ca. 500 f.Kr. Astronomiske emner drejer sig stort set kun om regulering af kalenderen og bestemmelse af perioder af betydning for religiøse handlinger. I den sene vediske tid var grundlaget for astronomien en inddeling af ekliptika i 27 huse, nakshatraer, for Månen.

Den videnskabelige indiske astronomi og den egentlige astrologi kom til ca. 300 e.Kr. og var baseret på den græske. Nakshatraerne levede dog videre side om side med den græske inddeling af ekliptika i dyrekredsen. Verdensbilledet er geocentrisk, og man ser kun antydninger af, at Jorden skulle dreje sig om sin akse. Uregelmæssigheder i bevægelserne forklares som hos grækerne med epicykler, men hos inderne er det guddommelige væsner, som trækker i usynlige snore. Af instrumenter nævnes kun få, fx gnomonen og armillarsfæren, og observationer betragtes mest som illustrationer.

I 1600-t. kombinerede astronomen Kamalakara (f. ca. 1610) den traditionelle indiske astronomi med aristotelisk fysik og ptolemæisk astronomi, sådan som denne blev præsenteret hos islamiske videnskabsmænd, især hos Ulugh Beg.

Hundrede år senere forsøgte maharajaen Jayasimha (1686-1743) at introducere islamiske og europæiske videnskabelige arbejder og instrumenter i den traditionelle astronomi. Jayasimha lod fem astronomiske observatorier opføre og udgav et værk på sanskrit, hvori han bl.a. beskrev astrolabiet. Desuden udgav han en kendt zij, astronomisk tabel, men hans bestræbelser på at genoplive den indiske astronomi mislykkedes. Observatorierne forfaldt, og europæiske fremskridt blev ignoreret indtil 1835, da briten Lancelot Wilkinson i Alwar begyndte at undervise i vestlig astronomi på sanskrit.