Perturbation, (af per- og afledn. af lat. turbare 'bringe i uorden, forstyrre'), mindre, forstyrrende effekt i et fysisk system i ligevægt. Begrebet anvendes især i astronomien i den celeste mekanik, der omhandler bevægelse i et tyngdefelt. Således beskrives det almindelige tolegemeproblem (fx Solen og Jorden) fuldstændigt ved simple Keplerbaner (ellipser, parabler eller hyperbler). Når virkningen af tilstedeværelsen af et tredje eller flere legemer skal tages i betragtning, har det samlede system ikke længere nogen enkel løsning. Virkningen beregnes da som en perturbation af det simple tolegeme-system (jf. perturbationsteori).