En planet bevæger sig i en ellipsebane omkring Solen i brændpunktet S. For at kunne beregne planetens banebevægelse tegnes en cirkel med samme storakse som ellipsen. Vinklen PSB kaldes den sande anomali og vinklen PCA den excentriske anomali. Ifølge Keplers 2. lov vil arealerne PSB og DSE være lige store, hvis planeten er lige lang tid om at gennemløbe PB og DE.

Banebevægelse betegner inden for astronomien et legemes bevægelse i rummet. Udtrykket bruges fx om Jordens og de øvrige planeters bane om Solen, Månens bane om Jorden, Solens bane i Mælkevejssystemet og dobbeltstjerners bevægelse om det fælles tyngdepunkt.

Typer af benebevægelser

En planets banebevægelse er omtrent en ellipse med Solen i det ene brændpunkt. Banen er bestemt af de seks baneelementer a, e, i, Ω, ω og tidspunktet, hvor planeten er i perihelium P. F viser retningen til forårspunktet.

Den simpleste banebevægelse finder man, hvor et lille, let legeme går i en cirkelbane om et stort, tungt legeme; fx er Jordens bane om Solen tæt på at være en cirkel.

To legemer, som kun påvirkes af deres gensidige tiltrækning, vil have en indbyrdes banebevægelse af form som et keglesnit: En ellipse, hvis de er permanent bundet til hinandens nærhed, og en parabel eller en hyperbel, hvis de kun passerer hinanden.

De indbyrdes banebevægelser for flere end to legemer kan derimod ikke beskrives enkelt, men man kan beregne banernes forløb ved hjælp af en computer.

Johannes Kepler og Isaac Newton

Johannes Kepler (se Keplers love) beskrev i 1609 planeternes baner om Solen som ellipser. Han byggede sin beskrivelse på nøjagtige observationer af planeten Mars; dem havde han overtaget fra Tycho Brahe.

Med Isaac Newtons opdagelse af gravitationsloven 1687 fik man den fysiske forklaring på ellipsebanerne. Alle Solsystemets planeter har nemlig så lille masse i forhold til Solens, at man med god tilnærmelse kan se bort fra resten af planeterne, når man beskriver hver enkelt planets bane.

Baneplanen

En planets banebevægelse foregår i baneplanen, hvis placering i forhold til ekliptikas plan fastlægges af vinklen i mellem de to planer og af vinklen Ω, som giver retningen af skæringslinjen, knudelinjen, mellem de to planer. Solen sidder i ellipsens ene brændpunkt.

Ellipsens størrelse og form

Ellipsens størrelse og form er bestemt af storaksen (2a) og excentriciteten e. Ellipsens drejning i forhold til knudelinjen fastlægges af vinklen ω. Til baneelementerne hører også det tidspunkt, da planeten er nærmest Solen. For dobbeltstjerner indfører man tilsvarende baneelementer, idet ekliptikas plan erstattes af en plan vinkelret på synslinjen, og omløbstiden indgår som et syvende baneelement.

En planets omløbstid i sin ellipsebane, dens sideriske omløbstid, er kendt ud fra storaksen og Solens masse (Keplers tredje lov). Dens synodiske omløbstid er derimod omløbstiden set fra Jorden.

Retrograd banebevægelse

Alle de store planeter går samme vej rundt om Solen, dvs. har direkte banebevægelse. Derimod er der kometer, som går den modsatte vej om Solen. Deres banebevægelse kaldes retrograd. Nogle måner har også retrograd banebevægelse.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig