adaptiv optik

adaptiv optik, optisk system, hvis egenskaber kan ændres løbende for at kompensere for udefrakommende forstyrrelser. Det består af en bølgefrontsensor (billedanalysator) og et justerbart optisk element, som regel et deformerbart spejl. Bølgefrontsensoren måler og analyserer lyset fra et referenceobjekt, i astronomiske anvendelser typisk en stjerne. Ved at justere det deformerbare spejl på grundlag af målingerne kan der korrigeres for komplicerede billedfejl, hvorved det kan opnås, at billeddannelsen kun er begrænset af diffraktion (se også tekstramme til teleskop).

Adaptiv optik blev oprindelig udviklet som en del af det amerikanske militære Stjernekrigsprojekt (SDI) for at kunne kompensere for lufturo i Jordens atmosfære i forbindelse med fokusering af laserstråler. Teknikken fandt anvendelse til astronomiske teleskoper, hvor det er en videreudvikling af aktiv optik, som med en computerstyret understøtning af teleskopets spejl kan korrigere for deformationer, der skyldes fx tyngden eller varmepåvirkninger. Aktiv optik kan justere for ændringer, der sker over minutter eller timer. Da lufturo kan variere over hundrededele eller tusindedele af et sekund, stiller det meget større krav til styring af de optiske elementer i et adaptivt system. De første teleskoper med adaptiv optik blev taget i brug i 1990'erne. I dag har teknikken også anvendelser uden for astronomien, bl.a. inden for studiet af menneskets syn, hvor adaptiv optik muliggør detaljeret udmåling af billedfejl i øjet. Det vil give muligheder for forbedrede laseroperationer og nye typer kontaktlinser, der også kan forbedre et normalt øjes syn. Adaptiv optik vil også kunne anvendes i mikroskoper.