astronomisk observatorium

Historie

Før astronomerne udviklede deres store og tunge instrumenter, var det væsentligste ved et astronomisk observatorium, at det var placeret et sted med frit udsyn til himlen og horisonten, men efterhånden blev særlige pladser udvalgt — ofte af religiøse hensyn. Fx menes Stonehenge i England (bygget ca. 3100-2000 f.Kr.) at være indrettet til astronomiske observationer. Der kendes observatorier fra Egypten (ca. 2600 f.Kr.) og Babylonien (ca. 2000 f.Kr.). De babyloniske var placeret på toppen af de berømte ziggurater. Endvidere har højkulturerne i Mellemamerika benyttet visse templer til observationer. Den videnskabelige udforskning af himlen, sådan som den kendes fra grækerne og araberne, er tilsyneladende ikke sket på egentlige observatorier.

De første videnskabelige astronomiske observatorier, vi kender, er fra arabisk middelalder, fx i Baghdad fra 800-t., i Maragheh fra 1200-t. og fra 1420 et observatorium bygget af tatarfyrsten Ulugh Beg i Samarkand. Hovedinstrumentet var en massiv murkvadrant (radius 40 m), som senere blev kopieret af maharaja Jai Singh 2. (1688-1743) i Delhi ca. 1720 (større og bedre bevaret er hans observatorium i Jaipur, opført 1728-34). Man havde en opfattelse af, at meget store instrumenter gav stor målenøjagtighed; den danske astronom Tycho Brahe modbeviste dog denne antagelse på sine observatorier Uranienborg og Stjerneborg på Ven (ca. 1576-97), hvor han anvendte en lang række mindre instrumenter.

Efter at kikkerten omkring 1610 blev taget i brug inden for astronomien, fulgte oprettelsen af de første statsligt finansierede, permanente astronomiske observatorier, hvor der ud over videnskabelig forskning også foregik uddannelse af astronomer. Dette gjaldt fx observatoriet i Leiden (1633), Rundetaarn i København (1642, se Astronomisk Observatorium i København), Paris-observatoriet (1667/71) og Royal Greenwich-observatoriet nær London (1675/76). En del af disse observatorier led dog under mangel på instrumenter, økonomiske midler og talentfulde astronomer. Således blev Rundetårn ikke tilfredsstillende udstyret med instrumenter før omkring 1690, da Ole Rømer var direktør; han foretrak dog sine private observatorier, dels i sin professorbolig i Store Kannikestræde, dels i Observatorium Tusculanum i Vridsløsemagle vest for København.

Fra slutningen af 1700-t. og frem gennem 1800-t. etableredes en række observatorier i tilknytning til universiteter: Oxford (1778), Harvard (1839), Cape-observatoriet i Sydafrika (1813), som var det første på den sydlige halvkugle, Pulkova ved Sankt Petersborg (1820) og Københavns Universitets Astronomiske Observatorium (1861, med baggrund i observatoriet i Rundetårn). På de store universitetsobservatorier syntes man at foretrække linsekikkerter (refraktorer), der blev stadig større, kulminerende med de enorme instrumenter på Lick-observatoriet i Californien (1888) og Yerkes-observatoriet ved Chicago (1897). Disse offentligt ejede refraktorer fik dog konkurrence fra en række privatbyggede og -ejede spejlkikkerter (reflektorer), bl.a. bygget af William Herschel og Lord Rosse.

Fra omkring århundredskiftet indså man, at fremtidens observationer måtte bygge på reflektorer, der skulle placeres langt fra byernes lysforurening på specielt egnede steder (ørkener og bjergtoppe), og der byggedes observatorier som fx Pic du Midi i Pyrenæerne (1882) samt Mount Wilson (1905) og Mount Palomar (1948) i Sydcalifornien.

Efter 2. Verdenskrig blev radioastronomien et af de store nye områder, der også krævede sine specielle observatorier: store skålformede parabolantenner — ofte hele serier opsat på rækker. De berømteste er Jodrell Bank i England, Effelsberg radio-observatorium i Tyskland og USA's kæmpeantenne i Arecibo på Puerto Rico (se også radioteleskop).

Læs videre om moderne astronomiske observatorier.