En kalender er en skematisk oversigt over et tidsrum, som regel mindst et år.

Faktaboks

Etymologi
Ordet kalender kommer af latin calendarium, afledt af Kalendae.

Alle kendte kalendere er inspireret af de store himmellegemers regelmæssige opførsel. Vort tidsbegreb er knyttet til lys og mørke, dag og nat, Solens daglige op- og nedgang. Månens hastige gang på himlen og dens vækst og aftagen lærer os at overskue et lidt længere tidsrum, måneden. Mest afgørende for livet på Jorden er dog året, bestemt ved Solens tilsyneladende vandring himmelkuglen rundt, hvorunder den ved middagstid om sommeren står højt, om vinteren lavt på himlen og bestemmer årstidernes vekslen.

Kalenderens problem er at forene de tre tidsrum, dagen, måneden og året, selvom den naturlige enhed, døgnet, ikke går op i de to andre. Mellem en nymåne og den næste (en synodisk måned) er der 29 dage, 12 timer, 44 min og 2,9 s. Mellem et forårsjævndøgn og det næste (et tropisk år) er der 365 dage, 5 timer, 48 min og 46 s. Det er altså ikke muligt at have måneder eller år, der alle har det samme antal dage, eller solår, der indeholder et helt antal måneder.

En månekalender har skiftevis måneder på 29 og 30 dage, som den islamiske kalender. En solkalender lader hvert fjerde år have 366 dage. De fleste kalendere i oldtiden forsøgte at kombinere de to og kaldes derfor luni-solar-kalendere.

Ved siden af sådanne "aftale"-kalendere anvendtes, ikke mindst af bønder og søfolk, en stjernekalender, som ser bort fra Månen. I løbet af året bevæger Solen sig i sin bane, ekliptika, gennem de 12 stjernetegn: Vædderen, Tyren, Tvillingerne, Krebsen, Løven, Jomfruen, Vægten, Skorpionen, Skytten, Stenbukken, Vandmanden og Fiskene, regnet fra forårsjævndøgn. Hvert stjernetegn er 1/12 af cirklen, altså 30 grader, således at Solen bevæger sig ca. 1 grad om dagen. Derfor kan denne bevægelse bruges som kalender: fx er den første grad af Løven den 22.-23. juli begyndelsen på hundedagene. For en regelmæssig iagttager af solopgangen og stjernernes heliakiske opgang var denne kalender som regel mere pålidelig end politikernes, selvom Dyrekredsens begyndelsespunkt, forårspunktet, flytter sig langsomt mod vest, ca. 1 grad på 70 år, pga. Jordens præcession.

Egypten

Den egyptiske kalender var en stjernekalender, hvis år begyndte med Nilens oversvømmelse, som indtraf samtidig med Sirius' heliakiske opgang. Året faldt derefter i tre årstider, akhet (oversvømmelse), peret (opdukken) og shemu (indtørring). Oprindelig var denne inddeling sandsynligvis uden sammenhæng med astronomiske iagttagelser, men blev tidligt knyttet til Sirius' heliakiske opgang.

Ved siden af dette landbrugsår eksisterede en primitiv politisk kalender, som i sin enkelhed er den eneste af de antikke kalendere, der opfylder hovedkravet til enhver tidsmåler: Enheden skal være konstant. Alle år er på 365 dage, inddelt i 12 måneder a 30 dage, hvortil føjes 5 tillægsdage, epagomener. I forhold til Sirius' heliakiske opgang rykker nytårsdagen en dag frem i løbet af 4 år og vandrer hele året rundt på 1460 år, en Sothis-, dvs. Siriusperiode eller hundestjerneperiode.

Det egyptiske vandreår blev, i kraft af sin konstante længde, brugt af Ptolemaios i hans astronomiske tabeller og forblev astronomernes referenceår langt op i renæssancen.

Den romerske republiks kalender

Den romerske republiks kalender var en luni-solar-kalender kaldet Kong Numas år. Hver af årets 12 måneder havde et ulige antal dage, 29 eller 31, undtagen den sidste, februar, der havde 28 dage. Vi bruger stadig de fleste månedsnavne; andet halvårs navne er talord (september 'den syvende' osv.), som viser, at marts engang må have været den første måned. Den femte, quintilis, blev efter Julius Cæsars død kaldt julius, og sextilis fik senere kejser Augustus' navn. I hver måned var der tre mærkedage, Kalendae (den 1.), Nonae (den 5. eller 7.) og Idus (den 13. eller 15.); man talte dagene fremad til næste mærkedag, sagde fx den 26. februar: "(Vi er nu) før Kalendae Martiae som fjerdedagen fra i dag", ante diem quartum Kalendas Martias. I forbindelse med denne tælling brugte man ottedages perioder, nundinae, som løb året rundt omtrent som vores uger.

I alt har dette år 355 dage. For at følge årstiderne og de dertil knyttede festdage indskød man hvert andet år en kort måned på 22 eller 23 dage mellem den 23. og 24. februar.

Den julianske kalender

Hvis de ansvarlige undlod at indskyde måneder i Kong Numas år, kom kalenderen hurtigt ud af trit med Solen. Således manglede der i år 46 f.Kr. (annus confusionis) tre skudmåneder, altså 67 dage. For at undgå gentagelser indførtes den julianske kalender fra nytår år 45 f.Kr. efter dekret fra Julius Cæsar, som den fik navn efter. Ændringerne var så små som muligt: De korte måneder fik 30 eller 31 dage for at bringe antallet af dage op på 365. Februar forblev kort, hvert fjerde år blev skudår, og indskydningen fandt sted, hvor den plejede at være, efter den 23. februar; men nu var det kun én dag. I praksis bestod den i, at den 24. regnedes for et dobbeltdøgn, bissextum, dobbeltsekseren, fordi den 1. marts er sjettedagen fra og med skuddagen.

Det kristne samfund overtog fra 200-t. denne kalender og erstattede nundinerne med syvdagesugen, hvis historie og forbindelse med Bibelens skabelsesberetning og med planeterne og Solen og Månen stadig er usikker.

Den julianske kalender var i brug i Rusland indtil 1918, da man gik over til den gregorianske kalender ved at lade den 31. januar efterfølge af den 14. februar. I 1900-t. var forskellen mellem de to kalendere således 13 dage, og det er den fortsat i 2000-t. I 1800-t. var den julianske 12 dage efter den gregorianske, i 1700-t. 11 dage, og i 1600-t. og 1500-t. 10 dage. Kalenderen bruges stadig i en del af den ortodokse kirke. Blandt de 14 autokefale ortodokse kirker drejer det sig om den russiske, den serbiske, den georgiske samt om patriarkatet i Jerusalem. Alle de ortodokse kirker undtagen den finske fastlægger dog påsken og de øvrige bevægelige helligdage efter den julianske kalender.

Den gregorianske kalender

En vigtig funktion havde kalenderen ved at fastlægge de bevægelige højtider faste, påske og pinse. Påskedag skulle falde på den første søndag efter fuldmånen efter forårsjævndøgn, som bestemtes til 21. marts. Men det blev ikke ved med at holde stik, for da årets gennemsnitlige længde i den julianske kalender er 365,25 dage, flytter jævndøgnet sig ca. 1 dag på 128 år, og det lå i 1500-t. den 11. marts. Derfor bestemte pave Gregor 13., at der i 1582 skulle springes 10 dage over fra den 4. til den 15. oktober, og at der for fremtiden skulle udelades 3 skuddage i 400 år på den måde, at kun de hundredår, som er delelige med 400, skulle regnes som skudår, de øvrige ikke. Denne gregorianske kalender antoges straks af katolske lande. I Danmark blev den først antaget i år 1700, og da især på grund af Ole Rømers politiske indsats, og i de græskortodokse lande ikke før i 1900-t. Den er nu referencekalender for hele verden, også i lande, hvor en lokal kalender er i brug.

Årnummerering. Den ældste romerske kalender havde ingen fortløbende nummerering af årene, men angav dem ved konsulernes navne. Marcus Terentius Varro opfandt en årtælling fra og med Roms grundlæggelse, som efter hans mening fandt sted i den 6. olympiades 4. år, 753 f.Kr. Olympiadetællingen var fikseret af Eratosthenes i 300-t. f.Kr. Den beroede på, at de store sportsfester i OlympiaPeloponnes afholdtes hvert 4. år og således var egnede til datering af længere tidsrum.

I 525 e.Kr. fastlagde munken Dionysius Exiguus "Det Herrens år 1" til år 754 efter Roms grundlæggelse på grundlag af nogle indviklede forudsætninger om påskedag og opstandelsen. I sagens natur er denne datering efter Kristi fødsel noget usikker, men dog næppe en generation forkert. Angivelse af årstal "e.Kr." blev almindelig udbredt i løbet af 700-t.

Oldgræske bystater

I de oldgræske bystater varierede tidsregningen fra by til by. I alle tilfælde var der tale om månekalendere med måneder på 29 eller 30 dage, som justeredes i forhold til solåret med en skudmåned med passende mellemrum. Man opfandt perioder, 8-års, 19-års, 76-års, som indeholdt et helt antal måneder.

Babylonisk og mosaisk kalender

Til den babyloniske kalender findes kun få kilder, men den er alligevel velkendt, fordi den mosaiske kalender, som jøder bruger den dag i dag, bygger på den babyloniske og går tilbage til 300-t. e.Kr. (efter en lang og indviklet forhistorie). Den mosaiske kalender er en luni-solar-kalender, som i en cyklus på 19 år gentager et fast mønster af måneder på 29 eller 30 dage med en skudmåned i år 3, 6, 8, 11, 14, 17 og 19 i perioden. Årene nummereres fra verdens skabelse, som jøderne sætter til den 7. oktober 3761 f.Kr. Nytårsdagen er nr. 163 efter den 15. i måneden nisan, hvor den jødiske påskefest begynder; da denne skal falde efter forårsjævndøgn, må det jødiske nytår begynde mellem den 6. september og 5. oktober. For at undgå, at nytårsdagen falder på en onsdag, fredag eller søndag, justeres det gamle år med en dag; derved optræder der tre slags normale år (353, 354 og 355 dage) og tre slags skudår (383, 384 og 385 dage). Næsten alle de jødiske måneder har babyloniske navne, hjembragt fra landflygtigheden: tishrei, heshvan, kislev, tevet, shevat, adar (I og II), nisan, ijar, sivan, tamuz, av og elul. Tishrei og nisan er knyttet til hhv. efterårs- og forårsjævndøgn og har begge i forskellige henseender været regnet som årets første måned. Jødernes døgn går fra solnedgang til solnedgang; lørdag, sabbatten, er ugens syvende dag og, i overensstemmelse med skabelsesberetningen, hvile- og helligdag.

Islamisk kalender

I muslimernes kalender, som regnes fra Muhammeds udvandring (hijra) fra Mekka til Medina i år 622, anvendes et såkaldt frit måneår på 354 dage med 12 måneder a skiftevis 29 og 30 dage. For at holde trit med nymånen indskydes 11 skuddage på 30 år i et nøje fastlagt mønster. Da måneåret er 11,25 dage kortere end solåret, flytter det islamiske nytår sig hastigt i forhold til det gregorianske. Månedernes navne er muharram, safar, rabi' I, rabi' II, jumada I, jumada II, rajab, sha'ban, ramadan, shawwal, dhu l-qa'da og dhu l-hijja.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig