Tidsmaskine. I filmen Time after Time (Kapløb med tiden, 1979) spiller Malcolm McDowell (f. 1943) rollen som H.G. Wells, der i Victoriatidens London har opfundet en tidsmaskine, Argo, komplet med parabol og fløjlsindtræk med monogram. Før han når at afprøve den, afsløres en vens dobbeltliv som Jack the Ripper. Vennen stikker af i tidsmaskinen til San Francisco år 1979, og Wells tvinges til at følge efter med kultursammenstød og amourøse oplevelser til følge. H.G. Wells' tidsmaskine ville, som den er beskrevet i bogen fra 1895, have svære problemer, da den ikke som filmens maskine flytter sig ud af stedet rent geografisk, men kun i tid; starter man den, vil den omgående kollidere med sig selv.

.

Tidsmaskine, hypotetisk maskine til rejser frem og/eller tilbage i tiden; begrebet blev formentlig skabt af H.G. Wells i bogen The Time Machine (1895). Idéen om tidsrejser uden brug af maskiner optræder dog før. I science fiction-litteraturen blev tidsmaskiner hurtigt et af yndlingsemnerne, behandlet af bl.a. Isaac Asimov, Ray Bradbury og Robert A. Heinlein. Af film kan nævnes The Time Machine (1960, genindspillet 2002), Time after Time (1979), Back to the Future 1-3 (1985, 1989 og 1990), Terminator 1-3, Terminator Salvation og Terminator Genisys (1984, 1991, 2003, 2009 og 2015), Timecop (1994) og 12 Monkeys (1995).

Et hyppigt tema, der dog ikke optræder hos Wells, er de paradokser, der kan opstå, hvis en tidsrejsende ændrer fortiden. Det kendteste er bedstefarparadokset: En tidsrejsende rejser tilbage og dræber sin bedstefar, før denne har fået børn, hvorfor den tidsrejsende ikke bliver født. Paradokset forudsætter, at fortiden kan indtræffe to gange: Første gang møder bedstefaderen ikke den tidsrejsende, men anden gang gør han. Dette er imidlertid inkonsistent; et givent tidspunkt indtræffer kun en gang, og en tidsrejsende kan derfor nok påvirke fortiden, men ikke ændre den. Eksistensen af tidsmaskiner ville derfor have store konsekvenser for vores idéer om kausalitet og fri vilje.

Tidsmaskiner i fysikken

Én af den specielle relativitetsteoris empirisk bedst bekræftede forudsigelser er tidsforlængelsen. Den indebærer, at et rumfartøj i stand til at opnå nærlyshastighed, i princippet vil fungere som en énvejs tidsmaskine ud i fremtiden; man har imidlertid ingen mulighed for at vende tilbage til sin "oprindelige" tid.

I den almene relativitetsteori ændrer situationen sig. Allerede i 1949 viste Kurt Gödel, at Einstein-ligningerne har løsninger, der beskriver et roterende Univers, hvori rejser tilbage i tiden er mulige. I 1980'erne og 1990'erne blev studiet af tidsmaskiner et aktivt, men kontroversielt forskningsområde i fysikken. Blandt de markante forskere er den amerikanske fysiker Kip Thorne (f. 1940), der opdagede, at en tidsmaskine kan realiseres som et ormehul, hvis mundinger bevæger sig i forhold til hinanden, og Igor Novikov, der opstillede selvkonsistensprincippet som et krav, løsningerne må opfylde. Med ormehuls-tidsmaskiner kan man ikke rejse længere tilbage end til det tidspunkt, de blev skabt.

Det er et åbent spørgsmål, om en mere fundamental teori, der forener den almene relativitetsteori og kvantemekanikken, også vil tillade tidsrejser tilbage i tiden. I begyndelsen af 2000-t. er mange fysikeres holdning, at makroskopiske tidsmaskiner vil vise sig umulige, men at ormehuller og tidsrejser i en vis forstand har en fundamental betydning for rummets struktur på subatomar skala (ved Planck-skalaen).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig