Phobos er Mars' inderste måne og bevæger sig i en højde af kun ca. 6000 km over Mars' overflade. Her er Phobos fotograferet i en afstand af 1600 km af rumsonden Viking 1 Orbiter i 1977. Tv. ses det 10 km store meteorkrater Stickney. Målinger fra rumsonden Mars Global Surveyor viste i 1998, at et fint lag af knuste bjergarter, såkaldt regolit, på mindst en meters tykkelse dækker hele Phobos' overflade.
Phobos er den største af Mars' to måner med en størrelse på ca. 27 km×22 km×19 km og en middeldensitet på 2 g/cm3. Den blev opdaget 1877 af den amerikanske astronom Asaph Hall (1829-1907), der også opdagede den anden måne Deimos.
Phobos har en meget uregelmæssig facon, og overfladen er stærkt præget af meteornedslag, bl.a. ses et 6 km stort krater døbt Hall. Phobos er formodentlig en indfanget asteroide, der er bragt i bane omkring Mars ved en perturbation fra Jupiters tyngdefelt. Ved sit reflekterede lys kan Phobos karakteriseres som en C-type-asteroide ligesom Deimos, de fire indfangne Jupitermåner og Saturns retrograde måne Phoebe. C-type-asteroider menes at bestå af et kulchondritlignende materiale.
Phobos var i 1988-1989 målet for de sovjetiske marssonder Fobos 1 og 2. De skulle landsætte to stationære landere og en mobil "frø". Derudover skulle Fobos 1 undersøge Phobos med en kraftig radar. Begge sonder gik tabt på grund af menneskelige og tekniske fejl.
I 2011 opsendte Rusland rumsonden Fobos-Grunt, der skulle bringe prøver af Phobos til Jorden. Opsendelsen mislykkedes, og Fobos-Grunt strandede i kredsløb om Jorden.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.