Ansari X-prisen, Ansari X PRIZE, privat pris, der var udlovet til den, som gennemførte verdens første kommercielle, ikke-statsstøttede rumflyvning i et genbrugeligt rumskib. Prisen blev oprettet i 1996 under navnet X-prisen, i 2004 omdøbt til Ansari X-prisen efter en stor privat donation fra de iransk-amerikanske forretningsfolk Anousheh og Amir Ansari. Flyvningerne skulle foretages i mindst 100 km højde, hvilket er den sædvanlige definition for rummets begyndelse, to gange inden for 14 dage. Prisen var på 10 mio. dollars (ca. 60 mio. kr.) - den største nogensinde i historien - og udlovet af X-Prize foundation. Omkring 25 grupper kæmpede om prisen. Den blev vundet af SpaceShipOne i 2004 ved to flyvninger ud i rummet den 29/9 og 4/10. Ansari X-prisens hjemmeside