Atlas var USA's første interkontinentale raket. Den første opsendelse af en Atlas-raket skete i 1957.

Atlas blev anvendt som løfteraket til satellitter fra 1958 og sendte i 1962 den bemandede Mercury 6 i kredsløb om Jorden.

Atlas II

Fra 1962 forøgedes rakettens løftekapacitet ved kombination med Centaurtrinnet. Atlas' bærende struktur er vægtbesparende, idet den består af en brændstoftank med blot 1,3 mm tykke vægge, der som en ballon af stål holdes stiv af brændstoffets tryk (flydende ilt og jetbrændstoffet kerosin). Atlas II var 46 m høj, vejede 233 ton og kunne løfte 3630 kg op i den geostationære bane.

Atlas III og V

Atlas III, som er en videreudvikling af Atlas II, blev opsendt første gang i 2000, og i 2002 blev den første Atlas V opsendt; den kan bringe 5900 kg direkte i geostationær bane.

Den fremstilles i dag af Lockheed Martin, idet den tidligere producent General Dynamics' rumfartsaktiviteter i 1994 blev overtaget af Martin Marietta, der nu er en del af Lockheed Martin.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig